// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Josefine Dahl Olsen: Ingen af os blev
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Josefine Dahl Olsen: Ingen af os blev

Skrevet af den 14. juni 2025 – 10:02Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Mette Hermann fra Instagramprofilen @bog.dag.bog

Josefine Dahl Olsens debutroman er en både rå og sårbar fortælling om at være ung, idealistisk og desorienteret midt i verden.

I “Ingen af os blev” følger vi Sophie, der er på udveksling i Istanbul i 2016 – en by og tid præget af politisk uro, terror og flygtningestrømme, men også af øl, fester, venskaber og sex.

Sophie har tidligere snublet sig gennem et studieophold i Toulouse og gør det igen i Istanbul – denne gang i selskab med roommaten Martina (kunststuderende og fra Leipzig) og en række mænd, hvor især Ali (som Sophie forelsker sig i og bliver kærester med) og hans fætter Güneş bliver centrale. Deres fortællinger – og dem fra deres fædre – åbner døren til Tyrkiets nyere historie og giver romanen politisk og emotionel tyngde.

Den sproglige stil i “Ingen af os blev” er tempofyldt, nærmest opremsende, med sansninger, dialoger og ofte korte sætninger. Romanens første del er sorgløs, hvor Sophie lever i sin første tid i Istanbul efter Martinas motto, hvor ”ti procent af ens uddannelse bør finde sted på campus, tredive procent bør finde sted i hjemmet, mindst tyve procent i sengen, og de resterende tres procent skal udleves og indlæres i det offentlige rum.” Og Sophie er da vitterligt også kommet til Istanbul for at leve livet. Hurtigt bliver Sophie en del af en vennegruppe og dagene går med spontane fester. Alt synes ligesom muligt.

Samtidig har Sophie en drøm om at arbejde som journalist og skrive artikler om de politiske forhold i Tyrkiet for danske medier. Da forholdet til Ali slutter, og Sophie flytter ud på landet til Güneş’ far, Fuat og begynder at arbejde som frivillig på et herberg for syriske flygtninge, begynder Sophies udviklingsrejse for alvor. Mødet med Fuat – en tidligere PKK-sympatisør, der nu lever stille og politisk engageret ved Vansøen – giver Sophie nye indsigter, og romanen ændrer karakter fra at være en rastløs ungdomsroman til en mere reflekteret fortælling om at finde en position i en kompleks verden, hvor ikke alt handler om én selv.

“Ingen af os blev” er en særdeles overbevisende og velskrevet roman om kærlighed, idealisme og ikke mindst om at finde sit eget ståsted. Interessant er også romanens bagud skuende blik og beskrivelsen af et 2016, for hvem kan ikke huske de mange flygtningestrømme, der væltede ind over de danske grænser det efterår. Man aner derfor også fra starten af, at ”Ingen af os blev” vil meget mere end ”blot” fortælle om et sorgløst og underholdende studieliv i Istanbul.

Josefine Dahl Olsen, Ingen af os blev, Gutkind, 270 sider, April 2025.

Der er lukket for kommentarer.