Esben Bøgh Sørensen: Andelsbevægelsens natur
Danmark er en brugsforening! Således sagde historikeren Palle Lauring engang, og det var ment som en hyldest til den danske andelsbevægelse og det særlige danske fællesskab. I Esben Bøgh Andersens Andelsbevægelsens natur er det ikke så meget brugsforeningerne (selvom de også nævnes), men mere landbrugets andelsforeninger, der står i centrum.
Det begyndte i Hjedding, hvor de lokale bønder gik sammen om det første andelsmejeri. Det var lidt et tilfælde, for egentlig var man mere optaget af at forbedre kvaliteten af smørret på de enkelte gårde, så man kunne samle dem og få en god pris (ikke mindst i England). Det viste sig, at de små gårde havde svært ved at løfte niveauet, og tiden kaldte på bedre kvalitet og stordriftsfordele – og stemningen blandt gårdejerne var til andelstanken i stedet for udefrakommende opkøbere.
Resten er historie, som man siger, for i årene derefter spredte andelsmejerierne og andelsslagterierne sig lynhurtigt over hele landet, og snart fulgte også andre dele af landbrugets behov med – foderindkøb, gødning mv. I byerne voksede brugsforeningerne op, og andelstanken blev rodfæstet i den danske kultur og selvforståelse. Hver by sin heks og sit mejeri, og hvert sogn sine trolde og slagterier.
Sådan er det ikke mere.
Stordriften ramte også andelsbevægelsen, og set udefra er bevægelsen om ikke i krise så hårdt presset af de sidste 60 års sammenlægninger til stordrift, og at hele ideen med forpligtende fællesskaber og en-mand-en-stemme også er på retur. For slet ikke at tale om, at bevægelsen måske slet ikke ar helt så demokratisk og inkluderende som vi ellers holder af at tro – den kom gårdejerne til gode, som Esben Bøgh Sørensen pointerer, men ikke nødvendigvis de mange jordløse ansatte i landbruget.
I det nye årtusind er landbruget og dets institutioner igen i vælten. Klimabelastning, døde fjorde og manglende dyrevelfærd får mange til at rette et kritisk blik på landbruget. Så mens vi venter på den fulde implementering af den grønne trepart, er der god grund til at læse op på hvordan landbruget blev bygget op som det blev i Danmark – og dermed et grundlag for at tænke over, hvordan vi måske kan komme videre. Til det formål er Esben Bøgh Sørensen en god guide, der ridser historien op og perspektiverer på bare 100 sider.
Andelsbevægelsens natur er otteogfirsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.
Esben Bøgh Sørensen: Andelsbevægelsens natur. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 9. januar 2024
