// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nguyễn Phan Quế Mai: Når bjergene synger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Nguyễn Phan Quế Mai: Når bjergene synger

Skrevet af den 11. august 2024 – 04:59Ingen kommentarer

Når du åbner denne bog, skal du forberede dig på at blive opslugt af fantastisk historiefortælling fra bedstemor til barnebarn, der fremmaner billeder om det eksotiske og ukendte, men også det barske og uforståelige.

Når bjergene synger er en sanselig generationsfortælling, hvor lyde, dufte og smage fremmaner billeder fra en eksotisk vietnamesisk kultur side om side med billeder fra et næsten 20 år langt meningsløst blodbad – Vietnamkrigen.

Og i modsætning til historieundervisningen i skolen får du her et indblik i krigen med mennesket i centrum. Du får indsigt i, hvordan de ubegribelige grusomheder er blevet oplevet af generationer, her personificeret af bedstemor Diệu Lan og barnebarnet Huong.

Diệu Lan har ofret alt for at holde sammen på sin familie og bestrider en ufattelig modstandskraft og evne til at blive ved at kæmpe – både når død og ulykke rammer familien, men også når der opstår splittelse internt i familien på grund af politik og krig.

Roman springer i tid og fortællevinkel, og man skal som læser holde tungen lige i munden med tider, steder og familiemedlemmer, men når du først er i gang, er den umulig at slippe.

Når bjergene synger er den slags historisk skønlitteratur, der burde indgå i historieundervisningen. Selv var jeg oppe i Vietnamkrigen til min historieeksamen i 3.G, men aldrig har jeg forstået og fået det ind fra en så menneskelig vinkel.

Forfatteren Nguyễn Phan Quế Mai blev født under Vietnamkrigen og voksede op med krigens ødelæggelser.

Kæmpe anbefaling herfra.

Nguyễn Phan Quế Mai: Når bjergene synger, Lindhardt og Ringhof, juni 2024, 357 sider

Der er lukket for kommentarer.