Niels Krause-Kjær: Jagttegn
Den femte bog i Krause-Kjærs serie om den politiske journalist Ulrik Torp lider under præcis det samme, som jeg kritiserede nummer 2, 3 og 4 for. Det går simpelthen for stærkt til sidst med at opklare den politiske skandale. Og det bliver aldrig rigtig nervepirrende.
Omtrent midtvejs står det nogenlunde klart hvad det store komplot består i. Så mangler vi bare at Torp får lagt brikkerne og skrevet artiklerne.
Mens Krause-Kjær har været rimelig opfindsom i de forrige bøger, så forfalder han i “Jagttegn” til en kæmpe kliché af et komplot. Nemlig at det er våbenindustrien og onde lobbyister, der står bag og har bestukket to i forvejen usympatiske politikere. Og at man har konspireret på en jagt – og spiller golf. Så bliver overklasse-klicheerne ikke større. På Jussi Adler Olsen-niveau.
Når det er sagt, så viser bogen endnu en gang, at Krause-Kjær har fået skabt en sympatisk figur i form af den lidt afdankede journalist Ulrik Torp, der dog holder idealerne højt. Stor ros for at han ikke har givet ham den meget klicheagtige hang til de våde varer eller også meget klicheagtige skilsmisse og anstrengt forhold til familie, som vi alt for tit ser i danske krimier med journalister i hovedrollerne. Vi drikker og ryger (ikke længere) ikke så meget, som man kunne få indtryk af.
Han forfalder dog lidt til det i sin beskrivelse af to centrale biroller i bogen. Men til gengæld så skal Krause-Kjær have stor ros for sit valg af hjælpere til Torp. Ganske originalt og sjovt.
Og så skal man ikke kende meget til dansk politik for at kunne se, hvor Krause-Kjær har fået inspirationen til mange af birollerne fra. Og navnet på et af de onde public affairs-firmaer ligger også uhyre tæt op af navnet på et af virkelighedens pa-bureauer.
Mon ikke Niels Krause-Kjær vender tilbage om 2-3 år med sjette bind i Torp-serien. Må jeg herfra opfordre til, at der arbejdes lidt mere med afslutningen. Mere dramatik og tilbageholdt åndedræt hos læseren. Krause-Kjær kan meget vel finde inspiration hos det svenske makkerpar Patrick Engman og Johannes Selåker.
Niels Krause-Kjær: Jagttegn. Lindhardt og ringhof, 2024. 299 sider.