// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Korsgaard: Snydt ud af næsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Thomas Korsgaard: Snydt ud af næsen

Skrevet af den 13. februar 2024 – 07:00Ingen kommentarer

Man kan næsten ikke undgå andet end at være lettere berørt, efter at have læst Thomas Korsgaards 16 nye noveller om menneskeskæbner i det mørke Jylland. Man skal være lavet af stål, hvis ikke det rammer i hjertekulen, at alle klassekammeraterne betakker sig og kommer med dårlige undskyldninger, bare for at undgå at deltage i Daniels fødselsdagsfest. Og man sidder med en klump i halsen over at være vidne til den ulykke, som sker i laden, hvor mor ikke bliver hentet, for hun skulle jo have lov til at ’Sove igennem,’(som novellen hedder).

Personligt kan jeg dog bedst lide fortællingerne om Åge, for de prikker enormt meget til vores moral og til vores syn på andre mennesker. Åge dræbte i en ulykke et af områdets børn, og denne hændelse indhenter ham igen og igen. Han kan ikke få lov til at lægge det bag sig, og hans udåd kommer desværre også til at præge sønnen Kevin, som meget hurtigt bliver slået over samme kam som sin far, her kan vi vitterligt tale om arvesynd.

Alle noveller er centreret om det samme sted i den jyske muld, og forfatteren har ladet personer optræde på tværs af novellerne, så de på en eller anden måde hænger sammen som et helt korpus. Samtidigt er det godt valgt, at det er en mundharmonika, som er på forsiden af bogen. Selve instrumentet har en betydning i en af novellerne, men selve mundharmonikaen får i hvert fald mig til at tænke på den ensomme cowboy på prærien, som i solnedgangen tager instrumentet frem og spiller sin skæbnemelodi, og det er jo lige præcis det, hvert enkelt individ i novellerne er, netop en lonely cowboy, som forsøger at finde sin melodi i livet.

Novellerne kan meget vel gå hen og blive en del af et danskpensum, når der skal tales om arv og miljø, og dertil er de forholdsvis korte og skrevet med en meget stor skrift, hvilket virker lidt mærkværdigt? Hvad vil man opnå med det?

Novellerne er lige til at gå til, og man kan godt mærke, at stoffet er noget, forfatteren føler sig hjemme i på både godt og ondt. Dog vil jeg nok indvende, at nu har vi vist også været der. Jeg vil glæde mig til, at Thomas Korsgaard, som skriver godt, tør forlade sin trygge havn og bevæge sig ud på lidt mere gyngende grund i et miljø, som han ikke nødvendigvis kender så godt på forhånd!

Thomas Korsgaard er ved at have flere bøger på samvittigheden, og vores anmeldelser kan læses her.

Thomas Korsgaard, Snydt ud af næsen, Lindhardt og Ringhof, 2024, 336 sider.

Der er lukket for kommentarer.