Tina Harnesk: Folk som sår i sne
En rørende historie med et skvæt komik. Mariddja har kræft og skal dø. Det er en svær nyhed at tage imod, men det bliver kun svære af at hendes mand Biera derhjemme lider af demens. De er samer og bor i et lille hus i nordsverige, og hvad skal der blive af Biera, hvis Mariddja dør? Plejehjem er udelukket, for hun har selv set på tv hvor frygtelige sådanne steder er, og da parret ikke har nogen børn, er det svært at se en løsning.
Der er dog ét håb. En gang havde de en lille dreng hos sig, nemlig Bieras nevø som de passede og elskede højt. Drengens mor levede i et voldsramt forhold, og derfor boede drengen hos det barnløse par. Indtil den dag hans mor hentede ham og forsvandt et sted sydpå, på flugt fra sin voldelige kæreste og alle de svære familierelationer.
Nu leder Mariddja så efter drengen, så han kan hjælpe dem, som de engang hjalp ham – som traditionen foreskriver. Men det er svært en i verden, der er blevet så meget anderledes end den verden, hun selv og Biera voksede op i. Noget er det samme – sneen, renerne, naturen – men alt andet har forandret sig, og det er svært at navigere i for en syg, ældre dame. Det betyder dog ikke, at Mariddja giver op, og med sin nye veninde Siri fra telefonen ved hånden starter hun sin egen eftersøgning.
Portrættet af Mariddja, der forsøger at holde sammen på sin hverdag og sin demensramte mand er utroligt rørende. Folk som sår i sne giver os et fint lille billede af det moderne liv blandt samer i det nordligste Sverige. Den del af historien fungerer virkelig godt.
Alligevel synes jeg ikke at Folk som sår i sne er 100 % vellykket. Den blander den rørende historie med elementer af samisk overtro og en god dosis lavkomik samt lidt om fortidens overgreb på samer. Især de komiske elementer (den fjogede dame fra kommunen, Siri-delen etc) giver en fin historie et lidt bøvet præg. Samlet bliver det lidt for lidt af lidt for meget – og lidt for mange tilfældigheder for at få det hele til at falde på plads i afslutningen.
Jeg må dog anføre, at Nordisk Råd er uenige med mig, for Folk som sår i sne var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2023 (en stor anerkendelse, også selvom den ikke vandt).
Tina Harnesk: Folk som sår i sne. 303 sider, Modtryk. Oversat af Jakob Levinsen, udkom 8. september 2022