Don Winslow: Drømmenes by
Danny Ryan er på flugt. Han er narkohandler, enkemand og far til en 18 dreng. Med sig i flugtbilen har han sin far, og efter ham følger nogle få loyale bandemedlemmer. De er på vej tværs over USA efter at have tabt en gangsterkrig mod den italienske mafia.
Gangsterne er ikke de eneste, der ønsker Danny stendød. Danny har nemlig skudt en korrupt FBI-agent, som var ved at gøre det af med ham selv. Og så er et blodtørstigt mexicansk kartel også blandet ind i jagten. Så det ser skidt ud for Danny, som egentlig gerne vil sige farvel til alt med drab og kriminalitet og starte et nyt liv ude vest på. For han har moralske kvababbelser og er ikke en skånselsløs dræber.
Faktisk tøver han, da han får muligheden for at udrydde mexicanerne, men det lykkes ham alligevel at komme til Californien, hvor et nyt liv forhåbentlig venter. Her sker der uventede ting. Dels finder narkopolitiet ud af, at de kan have glæde af et samarbejde med Dannys bande, og så interesserer Hollywood sig for hans historie. Det skal Danny naturligvis have betaling for, og der er ovenikøbet en smuk filmstjerne på vej i hans favn. Danny når også at forsone sig med sin velhavende mor bl.a. fordi han har brug for en til at passe på sønnike, så alt i alt ser tingene ser ud til at lysne for ham. Men fortiden er svær at slippe af med, især i et miljø, hvor drab er nødvendige, hvis man skal vide sig helt sikker – og det kan Danny ikke.
’Drømmenes by’ er underholdende og velskrevet og giver et indblik i miljøer, der kan minde om dem mange kender fra TV-serien ’Sopranos’. Her fik vi også gangsterne, deres forbrydelser og korruptionen, men også den anden side, familielivet og de udfordringer, det giver. Det nuancerer fortællingerne og karaktererne, at man er med hele vejen rundt, og på den vis får et helstøbt univers.
Don Winslow: ’Drømmenes by’. Harper Collins, 335 sider. Oversat af Merete Rostrup Fleischer. Oktober 2023