Danske landbrug står midt i en omstilling – igen. For sådan har det været før. I slutningen af 1700-tallet blev stavnsbåndet ophævet og (de fleste af) bønderne flyttede ud og blev selvejere. I 1800-tallet brød højskoletanken og andelsbevægelsen igennem, og i vor tid hvor antallet af landmænd er decimeret og klimakrisen truer skal landbruget også finde sin vej frem.

I Evigt i tiden følger vi det samme ægtepar, Jakob og Lone, deres børn og naboer i den lille nordjyske by Skovby. De samme mennesker oplever tre forskellige tidsaldre, og skal i hver af dem finde ud af, hvordan de finder deres plads mellem fornyelse og tradition, mellem den verden de er vokset op i og den verden, der er ved at udfolde sig foran dem. Derudover følger vi dem i tiden efter den udefinerede klimakatastrofe, der har lagt store dele af verden og samfundet øde.

Jens Smærup Sørensen har tidligere skrevet om mennesker i bondesamfundet og hvordan tiden har slidt på denne måde at leve på, bl.a. i den med rette roste Mærkedage. I Evigt i tiden tager han temaet om livet på landet og forandringerne i landbrugsdanmark gennem tiderne op igen, dog i et klart klimabevidst perspektiv og med århundreder som bagtæppe.

Jeg kan egentlig lide tanken bag Evigt i tiden, men den virker desværre noget konstrueret og fortællingen glider ikke nemt. Personerne kommer ikke rigtig ind under huden på mig, for selvom det er de samme mennesker i hver af de fire tidsperioder, føles det ikke helt sådan. Evigt i tiden er mere båret af et politisk budskab om udviklingen i landbruget og klimakrisen end af en stærk fortælling, og det gør den faktisk en smule kedelig at læse.

Jens Smærup Sørensen: Evigt i tiden. 288 sider, Forlaget Grif. Udkommer 8. september 2023