// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Kristian Madsen: Guds huse på landet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Per Kristian Madsen: Guds huse på landet

Skrevet af den 19. september 2023 – 07:48Ingen kommentarer

Det danske landskab er overstrøget med landsbykirker. Vi ser dem straks for vores indre blik, hvidkalkede kirker med røde tegltag og klokketårn, alle mere eller mindre bygget over samme læst og i vores bevidsthed alle 1000 år gamle. Mindst.

Sådan er det naturligvis ikke helt, hvis man dykker ned i historien. Vores næsten 2000 landsbykirker er meget forskellige, og selvom kirkebyggeriet tog fart for 1000 år siden, blev de ikke bygget på én gang i deres nuværende udformning. Fra de første trækirker til i dag, er der bygget om og til igennem århundrederne, og byggeskik og stil har ændret sig gennem tiden. Nye teknikker er kommet til, traditioner har ændret sig i takt med tiden.

Per Kristian Madsen fortæller engageret om vores landsbykirker og deres udformning i Guds huse på landet. Man fornemmer interessen og fortælleglæden, og kærligheden til historien og de smukke bygninger er smittende.

Men der er altså mange kirker at fortælle om, og 1000 års forandringer går stærkt på kun 100 sider. Det bliver også lidt for nørdet for en læser som jeg selv, der ikke har store arkitektoniske eller håndværksmæssige kundskaber, og jeg bliver lidt sat undervejs af fagudtryk og ikke mindst de utrolig mange forskellige kirker, der omtales. Jeg savner lidt flere illustrationer, der kunne hjælpe mig til at forstå, hvad der tales om for jeg kunne ærligt ikke følge med i de mange beskrivelser.

Guds huse på landet er enoghalvfjerdsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 129 kr. i abonnement med en fysisk bog og 89 kr. i abonnement for e-bog.

Per Kristian Madsen: Guds huse på landet. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 10. august 2023

Der er lukket for kommentarer.