Denne roman er noget af det mest gruopvækkende, jeg længe har læst.

Det er en slags digital dystopia. Et billede på hvor vi kan være på vej hen, og hvad den digitale udvikling gør ved menneskeheden.

Seksårige Kimmy er YouTube-stjerne. Sammen med sin bror er hun en del af kanalen Happy Play, orkestreret af deres mor. En meget indbringende forretning, som børnene sagesløst er blevet hovedpersoner i og ikke kan komme ud af. Alle ved, hvem de er, og forældrene indkasserer millioner. Da Kimmy en dag forsvinder fra en legeplads, må politiet undersøge, om hendes status som barnestjerne på sociale medier er en del af forklaringen.

Moderen ser ikke problemet med den massive eksponering. ”Hun gør andre mennesker godt. Så enkelt er det. Hun er blevet en fe, ja, en moderne fe. Hun har ikke brug for en tryllestav, kun nogle få kameraer og masser af kærlighed at dele ud af”.

Alle forældre, der lader deres børn – mere eller mindre direkte – virke som influencere og tjener penge på at eksponere deres børn (uagtet, at de sætter nogle af pengene ind på en opsparing til børnene) må føle sig helt og aldeles elendigt til mode, hvis de læser denne her bog. Hvis de overhovedet tør.

At benytte sine egne børn kommercielt på den måde er et totalt ureguleret marked, og børn som Kimmy er ladt i hænderne på forældrenes “jeg mærker efter” og “jeg spørger mine børn, om jeg må dele det”, selvom ingen af os kender konsekvenserne af den massive, digitale eksponering, de er udsat for. Konsekvensen af at vokse op, hvor alle tror, at de kender dig, før de overhovedet har mødt dig.

Det er fiktion, nuvel. Men meget aktuel fiktion. Meget sandsynlig fiktion. Hjerteskærende og rystende fiktion.

Delphine de Vigan: Børnene er konge, People’s, 2022, oversat af Kim Witthoff, 388 sider.