// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tobias Bukkehave: Aftenland
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Spænding

Tobias Bukkehave: Aftenland

Skrevet af den 27. august 2023 – 07:38Ingen kommentarer

Verden er forandret, og den danske agent Tom Cortzens opgaver er forandret med den. Rusland har invaderet Ukraine, og det sætter naturligvis en helt ny dagsorden for den hemmelige tjeneste Sektor 7. Samtidig undersøger de stadig de udenlandske forbindelser bag et attentat mod den danske forsvarsminister, der har gjort Danmark til et brændpunkt i verden, og nogen i det politiske miljø er tilsyneladende ude efter chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste. Der er altså nok at tage fat på.

Værre bliver det kun, da et par containere på mystisk vis forsvinder i Ukraine og en dansk agent forsvinder samme sted. Er der en forbindelse til den nyvalgte amerikanske præsident? Og hvad med Nordstream-sprængningerne? For slet ikke at tale om ministre og departementschefer, der åbenbart har nogle helt egne dagsordener.

Aftenland er tredje bind om Tom Cortzen og Sektor 7. Det er en aktuel spændingsroman på højt plan med skurke og hårdtslående helte, storpolitiske dramaer og lidt venskab og kærlighed. Kvinderne er smukke og handlekraftige, mændene er larger than life, og det hele er tilsat lidt konspirationsteori, der nogen gange vakler på kanten til sølvpapirshat, men for det meste alligevel bare er en god historie.

Bukkehave tager os med til fronten i Ukraine, til Washington og med til regeringsmøder i København. Her er stay-behindnetværk fra den kolde krig, loyale soldater og opportunistiske civile. Det er højaktuelt, og hvor toeren i serien ville lidt for meget og tabte fokus, er Aftenland fuldt på højde med første bind. Jeg bliver lidt træt af de danske regeringsintriger og sporet med FE-chefen (spoiler: politikere og embedsmænd er onde, det er kun efterretningstjenesterne der har rene hjerter og ægte tjener deres land), men resten er veltunet og underholdende, så kan du lide Carl Hamilton og 007 vil du også elske denne pageturner af en moderne agentroman.

Tobias Bukkehave: Aftenland. 382 sider, Politikens forlag. Udkom 20. juni 2023

Der er lukket for kommentarer.