// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karolina Ramqvist: Brød og mælk
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Karolina Ramqvist: Brød og mælk

Skrevet af den 16. august 2023 – 06:11Ingen kommentarer

“Mad er kærlighed. Folk siger det hele tiden, jeg hører det oftere og oftere nu, og jeg ved, det passer. Men for mig betød det også, at kærlighed er mad.”

Brød og mælk er svenske Karolina Ramqvists (f. 1976) roste roman om en ensom piges opvækst. Vi møder hende både som lille pige og som voksen kvinde og mor til en datter. Det er især ensomheden og hendes forhold til mad, der er centrum for hendes fortælling.

Som voksen bor hun i en meget lille lejlighed, hvor hendes datter er hver anden uge. Centralt står et stort hvidt bord med plads til mange. Et bord fra hendes barndom. Som barn boede hun sammen med sin mor. Ofte var hun alene, selvom moren var hjemme og sad og arbejdede i et andet rum eller også blev hun passet hos sine bedsteforældre. Faren fyldte ikke meget i hendes opvækst. Centralt i hendes erindring står dog mindet om det måltid han tilberedte for hende først gang de var sammen.

Den voksne kvinde laver en dag risbudding til sin datter. Risbudding som hun selv spiste som barn. En ret hun ikke ved hvordan man laver, men gør sig meget umage med at tilberede. Det tager tid. Og hun glæder sig meget til at servere risbuddingen for datteren. Og du har som læser nok allerede fornemmet, at det ikke kommer til at leve op til hendes forventninger. Datteren vil ikke smage. Og det oplever kvinden som en afvisning af hende. Jeg er mor, jeg kender følelsen, det er jeg ikke stolt af, men jeg kender!

Åh, jeg har snart ikke styr på, hvor tit jeg har forsøgt at genskabe mine egne barndomsoplevelser for mine børn. For eksempel ved at gå ture i skoven om efteråret for at snuse til de våde nedfaldsblade, ved at iscenesætte hygge ved at lave kreative sysler eller ved at tænde de levende lys på træet juleaften på den helt særlige måde. Men mine børn er ikke mig. Og det er ikke givent at de elsker det samme som jeg gjorde. Og ja, det gør ondt – og kan føles som en afvisning.

Brød og mælk er en roman om at smage og dufte lagrer sig i krop og hukommelse. Det er en roman om at “det at spise skabte sansninger, som jeg kunne give mig fuldt og helt hen til, det fyldte mig ikke kun rent kropsligt, men også på andre måder, og det var næsten chokerende, at noget så hverdagsagtigt og almindeligt kunne have den kraft.”

Det er en roman om at være alene og at være ensom. En roman om sorg og om at mad kan fylde så meget at det bliver forstyrrende og står i vejen for at leve et normalt liv, et liv hvor mad blot er føde og fornøjelse. Det er en klog roman med mange refleksioner og forfatteren skriver godt.

Vi er nede i tempo med detaljerede beskrivelser af måltider, oplevelser mv. Brød og mælk er derfor også mest til den tålmodige læser. Hvis du var glad for romanen Femten år af Vigdis Hjorth er Brød og mælk formentlig en smuk læseoplevelse for dig.

Du kan opleve hende på dette års Louisiana Literature.

Karolina Ramqvist, Brød og mælk, Gyldendal. August 2023, 346 sider, Oversat af Birgitte Steffen Nielsen

Der er lukket for kommentarer.