// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristina Krake: Kanslergadeforliget
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Kristina Krake: Kanslergadeforliget

Skrevet af den 16. april 2023 – 07:37Ingen kommentarer

Alle danskere kender kanslergadeforliget. Måske er vi ikke helt spidse på det konkrete indhold, men forliget er en del af den danske historiekanon, og vi ser det som noget særlig dansk. Det er historien om de ansvarlige danske politikere, der satte sig sammen med Stauning i spidsen og over en falske whiskey fandt et kompromis, der fik Danmark igennem 1930ernes økonomiske krise, og samtidig blev begyndelsen til den danske velfærdsstat. I den historiefortælling reddede Kanslergade os faktisk fra at falde for nazismens trussel mod vores folkesjæl og demokrati.

Det lyder jo vældig godt, og vi kan godt lide at se os sådan – som en lille, fornuftig nation, der indgår forlig i en sund politisk kultur i stedet for at kaste os ud i morderiske eskapader og politisk anarki. Desværre var det nok lidt mere nuanceret end det.

Sandt er det, at Socialdemokratiet, Venstre og de Radikale – tre af de fire gamle, ansvarlige partier i det daværende folketing, indgik en politisk aftale d. 30. januar i Staunings hjem i Kanslergade på Østerbro. Datoen er blevet mytisk, for selvsamme dag blev Hitler udråbt til kansler i Tyskland. Det vidste forhandlerne nu ikke noget om, da de indgik deres aftale. De var under stort tidspres, for arbejdsgiverne havde varslet lockout og regeringen bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre havde fremsat et lovforslag, der skulle forhindre en storkonflikt.

Bagtæppet var 30ernes enorme økonomiske krise, der truede både arbejdere, bønder og små og store forretningsdrivende. Der var altså god grund til at sætte sig sammen og finde en løsning, men det betød ikke at der var enighed om hvad løsningen var. Faktisk kunne de tiltag, der som devaluering kunne hjælpe nogle grupper af samfundet, vise sig at være forværrende for andre, og det krævede stor imødekommenhed og vilje til at bøje sig for at finde et forlig. Resultatet blev lidt af hvert, men først og fremmest et forlig hvis betydning med tiden voksede og voksede i den offentlige bevidsthed.

Kristina Krake tager os kompetent igennem forliget og forhandlingerne, herunder hvad der gik forud og ikke mindst betydningen bagefter. Det var måske mere eftertiden end samtiden, der har set det i sammenhæng med hvad der skete syd for grænsen, for i datiden var det andre ting, der sprang i øjnene – herunder at de konservative slet ikke var inviteret med til forhandlingerne og naturligvis de enkelte dele af forliget.

Det er en interessant bog, fordi den piller lidt med nogle af de forestillinger vi har om dette myteomspundne forlig, og fordi det faktisk tages lidt ud af den kontekst, vi i dag ser det i. Jeg savner måske lidt, at der blev givet lidt mere plads til de konkrete elementer af forliget og hvordan – og hvorfor – de faktisk hjalp på krisen. Det er dog sundt at blive udfordret på de nationale myter, som vi har en tendens til at videregive til næste generation uden at forholde os kritisk til dem og det gør Krake på forbilledlig vis.

Kanslergadeforliget er seksogtresindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr. stykket.

Kristina Krake: Kanslergadeforliget. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 9. marts 2023

Der er lukket for kommentarer.