Et virkelig godt anslag med en fesen slutning.

Overturen foregår i Schweiz, i 1923 til en spiritistisk sceance, som var meget populært i det bedre borgerskab. Et medium mener at komme i kontakt med en ånd, der vandrer mellem verdenerne uden at kunne få fred, nemlig den jødiske myte om Golem. Golem er en lerfigur, der som en anden Pinoccio (eller Frankensteins monster) bliver gjort levende. Den mest kendte Golem-fortælling forgår i Prag omkring år 1600, og det er denne Golem-figur spiritisterne mener at have fået kontakt med. Det resulterer i en opera om Golem, der dog ikke rigtig forløser den arme Golem ved premieren.

Dette er romanens begyndelse, hvor der trækkes linjer op til en storslået opera-roman med masser af opera, store følelser og ikke mindst dette mytiske anslag. Desværre holder det ikke hele vejen.

Selve romanen foregår i vores tid, hvor opera-instruktøren Mathias Gerber skal sætte en Wagner-opera op i Prag. Mathias er halvt tysk, halv italiensk og dansk gift, og hverken rigtig succesfuld eller en rigtig fiasko. Hans liv er gået lidt i stå, han drikker og ryger for meget, hans to voksne døtre har ikke rigtig brug for ham længere, og livet med konen Nina er blevet lidt kedeligt.

I Prag støder han både på en speciel kvindelig scenograf og på myten om Golem – helt bogstaveligt – og derfra går romanen sin langsomme, detaljerede gang mod slutningen, hvor Golem-operaen fra 1920erne skal sættes op i København.

Imellem historien om neurotiske Mathias midtlivskrise, scener fra opsætningen af operaer og masser af madlavning, flettes Golem-sporet ind, og som læser håbede jeg på et stort klimaks i feltet mellem virkelighed og det overnaturlige, som blev ramt så rent i bogens indledning, men den udebliver desværre. Jeg vil ikke spoile slutningen, men blot sige at der var meget midaldrende mand og meget lidt mystik og slet ikke noget storladent opera-drama.

Sally Altschuler: Golem. 606 sider, Jensen & Dalgaard. Udkom 24. marts 2022