// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nikolaj Gogol: Petersborgfortællinger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fortællinger

Nikolaj Gogol: Petersborgfortællinger

Skrevet af den 14. april 2022 – 07:26Ingen kommentarer

Diktatorer forgår, russisk litteratur består. Der er altid en god grund til at læse de klassiske russere. Det er mesterlige historier, denne helt særlige sprogtone – og så blikket ned i den så vanskelige russiske sjæl. Gogol leverer alle tre dele til perfektion, og i disse tider må det jo fremhæves, at han var en del af den ukrainske adel – om end han skrev på russisk og levede store dele af sit liv i Skt. Petersborg.

Nikolaj Gogol er blandt de store forfattere fra 1800-tallet, der på linje med Pusjkin, Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij skabte russisk litteratur, som vi kender den i dag. Petersborgfortællinger er fem af hans fortællinger, som blev udgivet i hans levetid men først samlet efter hans død (og et fint forord af den for mig hidtil ukendte René Wad Andersen, som vi gerne vil se mere til!).

De fem fortællinger foregår på kanten mellem vanvid og virkelighed. Det er som altid hos de store russere de store følelser og de absurde situationer, som fortællingerne boltrer sig imellem. Begær, drømme, romantik, ære – alt sammen i et russisk samfund, hvor der ikke er langt fra succes til bittert fald, fra lystne tilnærmelser til slagsmål og ydmygelser.

Med fortællinger som for eksempel Nevskij Prospekt, Portrættet og Kappen er det nemt at se, hvorfor og hvordan Gogol var med til at præge generationerne af russiske forfattere efter ham. Men Petersborgfortællinger skal ikke kun læses som en klassiker, der leder frem mod senere værker. Det er fine historier i egen ret, satiriske nogle steder, groteske andre, spiddende de små, selvoptagede individer som Petersborg var fuld af – men mest af alt bare virkelig godt skrevet.

Nikolaj Gogol: Petersborgfortællinger. 196 sider, Forlaget Sisyfos. Oversat af René Wad Andersen, udkom 8. oktober 2021

Der er lukket for kommentarer.