Ernest Hemingway: I vor tid
Ernest Hemingway var en af verdens bedste forfattere. Det ved vi i dag. Og det fandt verden for alvor ud af med novellesamlingen “I vor tid”, der er genudgivet i en flot udgave med små illustrationer til.
Udgivelsen indeholder både tre ungdomsnoveller fra 1924 og selve novellesamlingen “I vor tid” fra 1925, hvor novellerne fra 1924 indgår i let revideret form.
Novellerne er hovedsageligt ganske korte. 3-4 sider små sider. Men Hemingway formår på forbilledlig vis at sætte scenen, tegne personkarakteristiker og skabe en fornem handling på meget kort tid. Fremragende præstation.
Jeg har læst en del af Hemingways længere værker, hvor man kommer endnu mere ind under huden på personerne og så videre. Men novellerne her har også høj kvalitet og det er en fornøjelse at læse de små fortællinger.
Enhver bogsamler med respekt for sig selv har en Hemingway-sektion. Her kan stå mange værker fra den store forfatter. Men “I vor tid” bør være en af dem, som man prioriterer at have i samlingen. For det er en lille perle bestående af en lang række små perler.
Ernest Hemingway: I vor tid. Lindhardt og Ringhof, 2021 (første gang udgivet i 1925). 247 sider.