Markus Grigo: Grigos hjemmebag
Markus Grigo er en erfaren herre indenfor det søde køkken. Han er uddannet bager og kok i Tyskland, og har drevet egen forretning med is, kager og andet godt. Så når han sender en kogebog med opskrifter fra hjemmet på gaden, er det nok værd at kigge en ekstra gang.
Overraskende nok indeholder bogen næsten udelukkende opdateringer af gamle klassikere. Det burde måske ikke være så overraskende, bogens titel taget i betragtning, men Grigos baggrund taget i betragtning havde jeg forventet noget mere avanceret. Det skal ikke forstås negativt, slet ikke, med avanceret mener jeg bare opskrifter med svære franske navne, og som er svære at lave. Det er slet ikke tilfældet her.
Når Grigo bager derhjemme, så laver han det samme som alle os andre. Han gør det bare bedre. Bogen indeholder opdaterede opskrifter på mange af de kager og andre søde sager, som vi alle har stiftet bekendtskab med flere gange. Her er drømmekage, kokostoppe, pandekager, lagkage, klejner, småkager, osv. Her er endda en opskrift på romkugler! Så det er faktisk muligt, at der findes rigtigt gode romkugler! Ikke bare sådan nogle fedtede bolde, der er lavet af det, der faldt på gulvet hos bageren, men romkugler lavet af ordentlige ingredienser, som er værd at spise… der indgår endda rom i denne opskrift, det tror jeg ikke der er i bagerens romkugler. Det må prøves ved nærmeste lejlighed.
Mange af opskrifterne er børnevenlige, både når det kommer til at lave dem og at spise dem. Så her er grundlag for at involvere hele hjemmet i projekt hjemmebag. Bogen er lavet i et lettilgængeligt format – én opskrift, ét billede – så den er nem at bruge. Markus Grigo har her lavet en fin bog med opskrifter på alle de lækre sager, vi egentlig spiser oftest, så det er ikke en bog, der kommer til at samle støv på hylden.
Markus Grigo, Grigos hjemmebag, Oktober 2010, Politikens Forlag, 200 sider.
Tak for din anmeldelse af bagebogen, den giver mig lyst til at bage lige nu.
Og jeg vil følge med her på siden og læse jeres anmeldelser af kogebøger, for dem ser jeg ikke så ofte.
Anette, Bogklubben mener