Carsten Müller Nielsen er en af de mest interessante og oversete danske forfattere. Det oversete blev der forhåbentligt rådet bod på, da hans lille perle De døde fylder dagene med en smag af mønter fik DRs romanpris. Det interessante beviste han endnu engang sidste år med Lapidarium, som var helt forunderlig god. Nu er han igen aktuel med Overnatning i sparsomt møbleret værelse, og det havde jeg naturligvis glædet mig til.

Det er en lille novellesamling med 9 noveller og 9 mellemliggende kapitler. Der er for eksempel de to postapokalyptiske noveller, kredsene om et barns død. Der er drengen, der søger englene og friheden i biblioteket. Der er manden, der ikke flyver hjem til sin fars begravelse. Novellerne kredser om det tomrum, der opstår mellem mennesker, når der ikke er varme eller kærlighed til at fylde det.

Det er meget Müller Nielsen’sk i sprog og eksperimentering, og det er jo godt. Men, for der er desværre et men: Jeg synes ikke, at Overnatning i sparsomt møbleret værelse er lige så vellykket som de to sidste bøger. Jeg savner lidt mere nerve. Lidt mere nærvær. For jeg tog mig i at læse novellerne lidt fraværende, uden egentlig at engagere mig i de mennesker, der bevæger sig over siderne. Ved anden gennemlæsning blev det lidt bedre, men stadig uden at jeg helt forstår det.

Jeg sidder med en fornemmelse af, at der sikkert er en mening med det, at det måske endda er genialt. Jeg fanger det bare ikke helt. Jeg blev rørt af De døde fylder dagene med en smag af mønter og fascineret af Lapidarium, men Overnatning i sparsom møbleret værelse er mere distanceret og formen med de mellemliggende halve sider kapitler med indledningerne ”jeg har besluttet…” lægger bare afstand mellem læser og noveller.

Carsten Müller Nielsen: Overnatning i sparsomt møbleret værelse. 127 sider, Jensen & Dalgaard. Udkom 17. juni 2021