Emmanuel Lepage: Forår i Tjernobyl
Zonen omkring Tjernobyl er den sidste hvide plet på det 21. århundredes landkort. Alle andre steder er der mennesker, aktivitet, nøje opgørelser over hver eneste kvadratcentimeter. Kun her, i katastrofens skygger, med geigertælleren som metronom, er der stadig terra incognita.
I 2008 tog tegneren Emmanuel Lepage på besøg i zonen. Målet var at dokumentere ødelæggelserne og katastrofens sande omfang i spøgelseslandet som led i en kampagne mod atomkraft. Og ødelæggelserne og gruen er enorm, som denne graphic novel også viser, flankeret af tegnerens egen oplæsning af Svetlana Aleksijevitjs En bøn for Tjernobyl, der for alvor satte ord på de involveredes oplevelser dengang.
Men zonen er også andet end ødelæggelser, og det er den sande fortælling i Forår i Tjernobyl. Her oplever tegneren og hans rejsefæller en anden side af historien. De bor lige uden for zonen i en lille landsby, hvor de lokale tager imod dem med åbne arme. Venskab og legende børn, ikke mange kilometer fra ruinerne af det ødelagt værk, dér hvor skove blev fældet og afgrøder pløjet ned i en desperat og forgæves kamp for at kontrollere radioaktiviteten.
Og skønhed. Skønheden ved et landskab klædt i forår, hvor menneskerne har trukket sig væk og naturen har generobret magten over området. Forår i Tjernobyl balancerer fint mellem de to scener, døden og genfødslen, og pointerer at mennesket hverken har taget magten over teknikken eller over naturen – og at ting ser anderledes ud tæt på, end de gør i sikkerheden langt borte.
Lepages tegninger er som hans indre. I Frankrig før rejsen er de sorte og hvide, i Tjernobyl er de først mørke af gru, men så spirer farverne frem med foråret. Det er en smuk bog, en hyldest til livet og til eftertanken, og til dem der satte liv og lemmer på spil dengang reaktor 4 eksploderede – og til dem, der lever i dens skygge. Forår i Tjernobyl vinder på sine smukke tegninger, og på tegnerens egen tvivl om hvad det egentlig er, han skal tegne. Livet eller døden? Den smukke skov eller det græs, der er stråler så man ikke må sætte sig i det?
Emmanuel Lepage. Forår I Tjernobyl. 168 sider, Fahrenheit. Oversat af Søren Vinterberg, udkom 16. april 2021