// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Antologi: Mørkets gerninger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Antologi, Debutant, Gys, Horror, Noveller

Antologi: Mørkets gerninger

Skrevet af den 6. februar 2021 – 07:11Ingen kommentarer

Forlaget Petunia udgav forrige år denne første horrorantologi, som har et bredt udsnit af danske horrorforfattere. Jeg synes faktisk, at Petunia med Tenna Vagner som redaktør slipper ganske fint af sted med denne udgivelse. Der er 14 noveller af lige så mange forfattere, inklusiv Tenna Vagner selv. Historierne og skrivestilene er ganske forskellige, og det giver stor variation i historierne, og det skal der lyde ros for.

Det er jo netop både det svage og det stærke punkt ved antologier. Der er mange forskellige stemmer, mange forskellige stile. Det giver en adspredelse og diversitet, som man ikke oplever i en novellesamling af samme forfatter. Der er hele tiden nyt liv og nye former for energi. Det rammer flere typer af smage og stile på denne måde.

Ulempen er så, at man ikke kommer helt ind under huden på forfatterne, og man risikerer, at der er flere noveller, som ikke falder i ens smag. Der er da også nogle stykker i denne antologi, som ikke faldt i min smag. Ikke dermed sagt, at de er dårlige. Og sådan vil det nok ofte være, når man sætte så mange forskellige forfattere sammen i én udgivelse.

Jeg har skam også nogle favoritter. Det er noveller, som har en ekstra grad af indlevelse. Det er rigtig gode noveller, som holdt mig fanget og fik det til at krybe på mig. Jeg vil fremhæve både Freddy E. Silvas Rising Sun, Ane Gudruns Grå og Helle Perriers Uønsket som værende netop særligt gode til dette. Og stadig er de tre historier og forfatterstile så forskellige.

Det er dog lidt ærgerligt, at der i nogle af novellerne mangler noget korrektur. Det er ikke voldsomt, men det er stadig mere end gennemsnittet, og nok til at det har siddet fast i mit baghoved.

Jeg har overordnet set haft en fin læseoplevelse med denne antologi. Jo, der er lidt med korrekturen nogle steder, og det er ikke alle novellerne, som er faldet i min smag, men der er mange interessante noveller og dygtige forfattere med i antologien, og disse opvejer det hele. Så hvis du er glad for horror, så læs Mørkets gerninger.

Antologi: Mørkets gerninger. Petunia, november 2019. 473 sider.

Der er lukket for kommentarer.