Vi starter med en erkendelse. Jeg har læst adskillige af Ernest Hemingways værker og flere biografier om manden. Men jeg har aldrig før læst “Papa’s” mest berømte og i manges øjne bedste værk.

Det har jeg så gjort nu.

Men ligesom med Albert Camus’ “Faldet” for år tilbage, så giver det ikke rigtig mening at en lægmand som mig leder efter hårene i suppen i en af det forrige århundredes største forfatteres største værk, der var udslagsgivende for at han modtog Nobels litteraturpris. For “Den gamle mand og havet” er selvfølgelig en litterær diamant af de helt store, som man bare bør læse. Længere er den egentlig ikke.

Bogen blev Hemingways sidste roman og regnes som værende et af de største værker i amerikansk litteratur.

Er man lige som undertegnede bagud på den konto, så er her en glimrende lejlighed, hvor der følger en masse virkelig fantastisk ekstramateriale med, ligesom der er tale om en ny dansk oversættelse.

Ekstramaterialet, der udgør mere end 2/3-dele af bogen, er en helt buffet af lækkerier. I starten af bordet har vi et forord af Hemingway’s barnebarn og en introduktion skrevet af Hemingway’s søn. Hovedretten er selve historien om den gamle mands kamp på havet mod den store fisk.

Til dessert diskes blandt andet op med en tidligere uudgivet novelle med titlen “Jagtens glæder”, Hemingways liste over de vigtigste hajer i cubanske farvande, udvalgte redaktionelle ænringer i manuskriptet og Hemingways tale, da han modtog Nobelprisen i 1954.

Ja, “Den gamle mand og havet” er naturligvis fremragende. En stor og intens læseoplevelse. Tænk at man kan få så meget ud af et så simpelt setup, som en gamle mand i en båd.

Når det er sagt, så er jeg heller ikke bange for at sige, at “Farvel til våbnene” i mine øjne er i en klasse for sig selv. Ja, den er faktisk så god, at jeg har læst og anmeldt den hele to gange. I 2008 og 2019. Det kan også være udtryk for at undertegnede er ved at blive en gammel mand.

Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet. Lindhardt og Ringhof, 2020. 372 sider inkl. ekstramateriale.