At begynde som helt almindelig læser at analysere indholdet af et af en Nobelprismodtager i litteraturs mest kendte værker, giver ikke megen mening. Det er sådan noget andre tager lange universitetsuddannelser for bare tilnærmelsesvis at være i stand til.

Men jeg kan komme med min personlige vurdering efter at have læst den franske forfatter Albert Camus’ værk “Faldet”. Bogen er én lang monolog fra en advokat til læseren. Vi mødes på side 1 på et værtshus og fra bogens første til sidste ord snakker advokaten. Uafbrudt.

Kort fortalt har advokaten fra Paris kvaler over ikke at have grebet ind, da en kvinde en sen aften sprang i floden Seinen. Men han kommer langt videre omkring og sammen forlader vi da også værtshuset og genoptager “samtalen” et andet sted. Og et tredje sted.

Det er svært at sætte ord på en beskrivelse af så stort et mesterværk, der hæver sig op over sumpen af den ene nordiske krimi efter den anden, alle sammen skrevet over modellen “enspænder kvinde og/eller fordrukken ældre mand kæmper mod systemet og opklarer forbrydelsen til sidst”.

Men “Faldet” er en af den slags litterære perler, som alle burde gøre sig selv den tjeneste at læse. Teksten er letforståelig og skrevet i meget direkte talesprog. Og det er nemt at lægge bogen fra sig og samle tråden op igen senere uden at man mister overblikket. For advokaten snakker bare. Og snakker, og snakker. Ikke en masse forskellige personer at holde styr på.

Lyder det kedeligt? Det er det bestemt ikke. Det er litterær kunst.

Albert Camus: Faldet. 1956. 114 sider. Gyldendal.