George er alene. Hver morgen er en trist opvågning, langsomt at gennemføre sit morgenritual, gå på badeværelse, klæde sig på og gøre sig klar til arbejde – og vide, at også i dag er Jim død.

Jim var George kæreste, og de delte livet i det store hus i Californien indtil en tragisk ulykke kostede Jim livet. Nu kæmper George med savnet, der ikke bliver mindre af at vi er i begyndelsen af 1960’erne, og det er bestemt ikke alle – heller ikke i Jims familie – der accepterede parrets forhold.

Ene mand følger Georges dag. Fra samtalen med naboen til hans undervisning af studerende på universitet. Fra turen gennem trafikken til besøget hos en døende veninde på hospitalet. Fra det formålsløse og alligevel følelsesmæssige nødvendige alkoholindtag med en anden veninde til den forsigtige flirt med en studerende på en bar.

Det er en fortælling uden store armbevægelser, men alligevel utrolig intens. Isherwood skriver om et hverdagsliv, så man kommer ind under huden på sorgen og magtesløsheden, men også på håbet om at kunne skabe en mening ud af det meningsløse.

George er en nuanceret, interessant karakter. En mand i dyb krise, men ikke en mand er der ødelagt. Det er en roman om sorg og tab, en roman om at være anderledes og ildeset for sin seksualitet, men også om at det gode i venskaber og fællesskaber.

Det er første gang, jeg har læst Isherwood, der nok er mest berømt for forlægget til musicalen Cabaret, nemlig den berømte Farvel til Berlin. Ene mand er måske mindre kendt, men absolut en perle af en roman, og jeg har helt bestemt lyst til at læse mere.

Christopher Isherwood: Ene mand. 172 sider, Turbine. Oversat af Juliane Wammen, udkom 26. oktober 2020