// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jacob Weinreich: Pigen fra den franske skole
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Roman

Jacob Weinreich: Pigen fra den franske skole

Skrevet af den 21. marts 2020 – 07:48Ingen kommentarer

Går man ned af Frederiksberg Allé kommer man til en lille plads på alleens nordlige side. Her er navnene på 86 børn ridset ned i stenene, og her står et monument med en nonne, der trøster to skræmte børn, en dreng og en pige. Pigen har ikke noget navn, men hun kunne hedde Malene. Det gør hun i Weinreichs roman om den største katastrofe i Frederiksbergs historie: bombningen af den franske skole d. 21. marts 1945.

Malene er bare en hovedperson af flere i romanen, der fra flere perspektiver fortæller om bombningen og hvad der gik forud. Asta er en ung kvinde, der bliver trukket ind i modstandsarbejdet. Haralds tvilling faldt som en af de danske soldater, da nazisterne gik over grænsen og vil nu have hævn. Benedikte har som nonne viet sit liv til gud. Edward er en engelsk pilot, der skal flyve over Nordsøen på en vanvittig mission, der blev både en strålende succes og en frygtelig tragedie.

I Shell-huset har Gestapo nemlig samlet arkiverne over de danske frihedskæmpere, sat danske fanger ind som bombeskjold i tagetagen og nu er de med uhyggelig sikkerhed ved at optrævle hele den danske modstandsbevægelse. Modstandsbevægelsen skriger på hjælp, og får den i form af 51 fly en blæsende dag i marts. Det er en spektakulær bombning af Shellhuset, men ikke alle bomber rammer deres rigtige mål…
De mange perspektiver bindes sammen til en fortælling om modstand og tvivl, om at kæmpe og om at blive kæmpet for, og om hvordan man handler når tragedien rammer. Det er en dramatisk tid, en katastrofe som få andre i danmarkshistorien og det afspejler romanen også. Kuglerne flyver om ørerne på hovedpersonerne, bomberne falder, bygninger brænder, og Pigen fra den franske skole er rent ud sagt spændende læsning.

Jeg blev dog lidt irriteret over, at hovedpersonerne igen og igen skulle tænke på traumer fra deres barndom, når det går allervildest for sig. Udover at det ikke virker så realistisk, så sænkede det også tempoet i romanen på de tidspunkter hvor splitsekunder ellers har været afgørende. Ser man bort fra det, er det en ferm roman, der er let at læse og forhåbentlig vil nå ud til et bredt publikum, så flere danskere lærer historien om den tragiske dag at kende.

Jacob Weinreich har selv skrevet denne roman, men er ellers en del af pseudonymerne Kazinski og Anna Ekberg. Under disse pseudonymer har bogblogger.dk tidligere anmeldt Mordet på en havfrue, Havets børn og Kærlighed for voksne.

Jacob Weinreich: Pigen fra den franske skole. 365 sider, Politikens forlag. Udkommer marts 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.