// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Slaughter: Den sidste enke
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Thriller

Karin Slaughter: Den sidste enke

Skrevet af den 24. oktober 2019 – 06:30Ingen kommentarer

Karin Slaughter er tilbage i fuld fart med endnu et bind i serien om efterforskeren Will Trent og retsmedicineren Sarah Linton.

Starten er hæsblæsende. Først kidnappes Michelle Spivey på en parkeringsplads foran et shoppingcenter, hvor hun er sammen med sin datter. Der er ingen spor, og politiet er på bar bund.

Fire uger senere finder en række voldsomme eksplosioner sted og da Sarah Linton og Will Trent skynder sig af sted for at hjælpe, bliver de afbrudt af et trafikuheld, hvor det viser sig, at Michelle Spivey er involveret, og før de ved af det, er de begge i livsfare. Sarah ender med også at blive kidnappet af Michelles bortførere til Wills store fortrydelse.

Jagten går ind på at finde Sarah og Michelle, og det hele er selvfølgelig langt mere komplekst end man regner med i bedste Slaughter-stil.

Fortællingen foregår fra flere synsvinkler, der skifter henover kapitlerne, og det er med til at løfte spændingen. Det er også med til at øge kompleksiteten. Man skal holde sig vågen, hvis man gerne vil følge med. Der er mange sofistikerede detaljer og kringelkroge, men det er alt sammen i virkeligheden mest af alt med til at øge min respekt for forfatteren. Det er utroligt, hvad hun kan holde styr på, og hvordan hun kan kæde enderne sammen – uden at lade sig hjælpe af ret mange tilfældigheder, som andre af hendes kollegaer er mere tilbøjelig til.

Karin Slaughter skriver lange bøger. Måske er de også lidt for lange. Men hun er en af de få, der kan skrive den ene 500 siders mursten efter den anden, med de samme hovedpersoner, og alligevel bevare spændingen og finde på nyt. Det i sig selv er kunst, og Karin Slaughter er den eneste forfatter, der nogensinde har fået mig til at læse med så længe. She’s got something. Bøgerne kan i øvrigt sagtens læses enkeltvis.

Vi har anmeldt en lang række bøger af samme forfatter på bloggen, herunder også en række af hendes fritstående romaner, som er lige så spændende. Læs vores anmeldelser af for eksempel Brudstykker, Den gode datter og De Smukkeste.

Karin Slaughter, Den sidste enke, HarperCollins, 10. oktober 2019, 496 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.