Mogens Blom: Dobbeltspil i Odessa
Den danske diplomat Mogens Blom giver os med ”Dobbeltspil i Odessa” fjerde bind i serien om efterretningsagenten Maiken Tarp. Det gør han ganske gedigent og formår at leve op til det forholdsvis høje niveau i de tre første Maiken Tarp-bøger; Gidsel i Amman, Arven fra Basra og Enken fra Kiev.
Denne gang hvirvles vores heltinde ind i en barsk kamp mellem ukrainske og russiske oligarker med diverse efterretningstjenester og terrororganisationer på sidelinjen, som tager os med til den ukrainske sortehavsby Odessa. En hæsblæsende fortælling, hvor tingene igen og igen ikke viser sig at være som man tror. Hvor fjende pludselig måske er ven og så alligevel fjenden – eller hvad?
Desuden trækker Mogens Blom tråde tilbage til hvad Tarp oplevede i de forrige bøger. Det fungerer godt og er ikke så forstyrrende, at man er nødt til at læse dem først. Men det kan man lige så godt gøre. De er nemlig også ganske gode.
Vi får en intens handling, gode dialoger og beskrivelser krydret med en god fortælling og rød tråd. Eneste anke er nok at det bliver en anelse langtrukkent og detaljeret i starten. Mange mellemregninger og tilbageblik samt bare en meget detaljeret handling med lidt for meget ”bureaukrati” og snak om antikorruptionsorganisationer og lignende. Her skinner det lige lovlig meget igennem, at den er skrevet af en diplomat.
Til gengæld viser Mogens Blom også fordelene ved at han er diplomat og arbejder med ukrainske forhold til daglig. Han leverer en knivskarp beskrivelse af forholdene i landet og dilemmaerne i forhold til Vesten og Rusland.
Mogens Blom: Dobbeltspil i Odessa. Lindhardt og Ringhof, 2019. 375 sider.