// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rolf Lund: Kogebog for fattigrøve
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Rolf Lund: Kogebog for fattigrøve

Skrevet af den 22. september 2018 – 07:13Ingen kommentarer

”Kogebog for fattigrøve” er en afsindig god idé. Ikke alene laver du lidt grin med begrebet ’at være fattig’, der i Danmark jo bliver beregnet fuldstændig vanvittigt. Men du giver også læserne en lang række muligheder for billigt og let at lave god og nærende mad.

Lad mig lige lukke den med fattigdomsgrænsen først. Som et af ’kravene’ for at blive set som fattig i Danmark, skal du have en årsindkomst på 50 % eller mindre af mediaindkomsten. Det betyder reelt, at hvis Warren Buffet og et par sheiker fra Emiraterne skulle kaste deres kærlighed på Danmark og flytte hertil, så vil mediaindkomsten stige så drastisk, at min egen familie nok ville være ’fattige’ – fra den ene dag til den anden. Dumt. Nå, nok om det.

Bogen er herlig. Den blev udgivet for første gang i 1992, og lige siden har den været populær. Den er nu blevet kraftigt opdateret, og finder du i ugens løb eksempelvis vegetariske retter interessante som behagelige kulinariske ’stødpuder’, så har du med denne bog også en mulighed for at få pirret smagsløgene på bedst mulige facon.

Bogen tilbyder opskrifter på så forskellige retter som karrysalat med æbler og æg, indisk dahl, kylling i ostesauce og frikadeller. På tilbehørsiden får du blandt andet opskrifter på tzatziki og guacamole. Og er du også til desserter, så er rabarberkage og brownie med valnødder samt naturligvis god dansk rødgrød på menuen.

Men det bedste ved bogen er faktisk, at du får en masse gode råd om både dyre og billigere råvarer. For eksempel får du fem ideer til at klare dig gennem dine retter med mest muligt sølv tilbage på kistebunden:
• Bag dit eget brød
• Spis mere stivelse (ris, pasta, kartofler) – her får du mest energi for pengene
• Spis flere tunge danske grøntsager: gulerødder, hvidkål og selleri og færre auberginer, tomater og agurker
• Udnyt rester, og undgå madspild, mens du sparer penge
• Udnyt tilbud, når du handler.

En meget brugbar og god bog for både folk, der gerne vil spare penge og de, der kan lide et godt og mættende måltid mad. Og helt overordnet bare en rigtig god idé.

Rolf Lund, Kogebog for fattigrøve, Indblik forlag, 173 sider, August 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.