Adam Aamann-Christensen: Aamanns til frokost
Adam Aamann-Christensen elsker smørebrød. Håndværkere elsker også smørebrød, men det er en helt anden slags smørebrød end det, Aamann elsker. Det smørebrød, som Aamann elsker, er milevidt fra det, du får i den nærmeste smørebrødsbiks, det er faktisk lidt som forskellen på en frostpizza og en ægte, italiensk stenovnspizza – de to ting har kun navnet tilfælles.
Ifølge Aamann er smørebrød noget, der laves fra bunden, med de bedste råvarer og med omtanke for både smag, konsistens og sammensætning. Det princip har han med stor succes opbygget sin smørebrødsforretning på Øster Farimagsgade på, og nu har han til alt held for alle os, der i smug elsker smørebrød, lavet en bog, der forklarer hemmeligheden bag.
Hvad siger du for eksempel til foie-gras terrine med pocheret svineskank og honning-citrus-syltede kvæder? Eller grillet lam med ærtepuré og syltede majroer i hyldeblomsteddike? Det er gode sager! Og hvis du synes, at det lyder lidt for avanceret og krævende, så har Aamann også inkluderet mere genkendelige retter, som frikadeller (6 slags), lækker leverpostej (en til voksne og en til børn) og fiskefileter – dog løftet en del over gennemsnittet.
Hvis du i princippet er glad for smørebrød, men ikke orker flere Stryhn´s leverpostejmadder, og er ved at dø ved tanken om endnu en karrysild fra Netto, så er det her bogen for dig. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at invitere familien på påskefrokost a la Aamann!
Adam Aamann-Christensen, Aamanns til frokost, 2009, Olivia, 181 sider.
[…] Aamann-Christensen supplerer sin tidligere udgivelse på frokostområdet, Aamanns til frokost, med en udgivelse om snaps, og det er jo en uundværlig del af en ordentlig dansk frokost. Bogen er […]