Der skal alligevel en solid spand mod til for at give sig i kast med på en god og solid måde at illustrere problemerne og forskellen i opfattelsen af den israelsk-palæstinensiske krise.

Men Pernille Bernitt Sommer, der oprindeligt er læreruddannet, og som debuterer med denne roman, gør netop det. Efter en rejse til Israel og Palæstina tilbage i 2008 og en række personlige oplevelser har hun altså valgt at kaste sit bud på en analyse ind i flammerne. Og ja, det er modigt. Men det er også ganske forfriskende.

Lad mig med det samme konstatere, at jeg ikke lærte så meget nyt med denne bog. Og det er den del, der skuffer mig. Det er dog ikke nødvendigvis forfatterens skyld.

Vi taler tit om, at alle konflikter har to sider. Det er noget vrøvl. For ikke at få ørerne i maskinen, så lad mig komme med et tænkt eksempel. Hvis en flok banditter angriber en rækker fredelige landsbyer i et andet land, slår mændene ihjel, voldtager kvinderne og tager børnene som slaver, så er der virkelig ikke to sider af den sag. Men det er stadig en konflikt.

Den klassiske konflikt mellem israelere og palæstinensere kan næppe blive et mere klokkeklart eksempel på en konflikt, der i den grad har to sider. Begge parter synes, den anden side er nogle klaphatte, og alt afhængig af hvem du taler med, så kan du høre forskellige synspunkter omkring, hvem der har ret.

Men nu har jeg selv i mange år været tæt berørt af tilstandene i lige præcis dette område af Mellemøsten – i høj grad fordi jeg har bekendte i området, og derfor har jeg også kendskab til konflikten. Med andre ord: Jeg kender de synspunkter, vi får præsenteret i bogen. Dermed ikke sagt, at du ikke kan lære noget, og at bogen ikke kan overraske, for det kan den.

Den er nemlig glimrende skrevet. Og historien er godt og levende fortalt. Og kender du ikke historien bag konflikten så godt, så kan du også lære en del. Men det er især beskrivelserne, der fungerer rigtig godt. Når jeg læser en bog, kan jeg godt lide, at jeg umiddelbart kan danne mig et billede af det, der bliver beskrevet. Det kan jeg ganske let gennem hele denne bog.

Jeg tror muligvis, Pernille Bernitt Sommer er lidt smittet af Leif Davidsens måde at beskrive på (det er nu heller ikke den værste at lade sig smitte af), og så skal hun blot passe lidt på, at det ikke tager overhånd, hvilket førnævnte godt kan have tendenser til. Beskriv intenst, når det er relevant. Og spring lettere hen over det, når det ikke er så vigtigt for historien.

Alt i alt en god læseoplevelse af en velfortalt historie og – synes jeg – en ganske stærk debut.

Elsk din fjende? Pernille Bernitt Sommer, Forlaget Mellemgaard, 218 sider, 2017.