// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Joyce Carol Oates: En enkes historie
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer

Joyce Carol Oates: En enkes historie

Skrevet af den 21. september 2012 – 07:36Ingen kommentarer

En enkes historie er en rørende historie fra livet, når det gør rigtig ondt. Efter 48 års ægteskab mister Joyce sin mand til en tilsyneladende harmløs lungebetændelse. Han har været indlagt nogle dage og med troen på, at han kommer hjem lige om lidt, modtager hun det mest forfærdelige opkald en kone kan modtage – hendes mand er død.

I denne bog følger vi hende i det første år efter hendes mands død. Det umiddelbare chok, vantroen, når det gør allermest ondt og på de lidt lysere tidspunkter, hvor hun kan holde sig oprejst. Det er de mest pudsige ting, der kan opstå hos en efterladt og hun beskriver så fint, hvad det er hun oplever og hvordan det føles og det gør ganske ondt på læseren også.

For eksempel at hun ikke vil ændre telefonsvareren, da det er hendes afdøde mand, der indtaler den, at hun ikke vil tage telefonen på hans arbejdsværelse eller kigge i hans ting derinde, da det er hans. Dertil kommer alle de praktiske ting, som han altid har taget sig i forhold til økonomi, huset mv. – en situation mange enker ganske sikkert kan nikke genkendende til. Derudover er der de velmenende grusomheder fra omgivelserne, når hun som ny enke får at vide, at det er lige som at blive skilt og hun jo nu kan gøre med huset hvad hun vil – som om det skulle være en trøst.

Men det der rørte mig mest og som var virkelig sorgmodigt at læse var, da hun skriver ”måske har jeg aldrig virkelig kendt ham”. Efter 48 års samliv opdager hun ting som hun ikke ved om sin mand og hun fortryder de ting i livet, de ikke delte med hinanden.

Bogen har helt tydeligt fungeret som skriveterapi og sorgbearbejdning for Joyce Carol Oates og hun beskriver også, hvordan mennesket er afhængig af sproget på grund af dets helbredende virkning på sjælen. Det fungerer ganske godt indledningsvist og de første par hundrede sider gled hurtigt ned. Jeg er dog ikke sikker på, at historien kan holde til alle 556 sider – for hende ganske vist, men for mig skete der noget halvvejs, som gjorde, at jeg mistede læselysten. Det blev måske for meget af det samme.

Jeg er stor fan af Joyce Carol Oates og hendes talent for at udpensle smerte og virkelighed er i denne bog lige så udfoldet som i hendes fiktion.

Læs også samme anmelders anmeldelse af forfatterens bog Hævn og bogen Lille fugl fra himlen.

Joyce Carol Oates, En enkes historie, Verve books, august 2012, 556 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.