// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Lau Jensen: Illa Isabella
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Per Lau Jensen: Illa Isabella

Skrevet af den 17. april 2015 – 07:15Ingen kommentarer

Villaen illa Isabella er fundamentet for en spændende historie, der udspiller sig både i fortid og nutid.

Hovedpersonen hedder Ole Jensen – oprindeligt i hvert fald, og jeg kom hurtigt til at holde af ham, selv om han er en sur og lidt sær gammel rad. Han er forfatter og lever livet på sin egen måde.

Han bor i (v)illa Isabella, en herskabsvilla, som en gang lå flot omkranset af marker, men som nu ligger nedslidt i det, der er blevet en forstad til København. Op til villaen ligger en kirkegård, hvor Ole Jensen ofte går tur. I fattigafsnittet på kirkegården står en sten med kun navnet Isabella på, og årstallet 1913. Dette vækker hans nysgerrighed, for hvem var den pige, der kun fik sit fornavn og et årstal på sin sten?

Ole Jensen finder nogle gamle dagbøger skrevet af Viktor Dahl, som boede i en årrække i huset fra starten af 1900 tallet. Ole Jensen bruger dagbøgerne, Isabellas sten på kirkegården og sin fantasi til at skrive på en roman om villaen og dens beboere.

Romanen springer mellem virkelighed og fantasi og fortid og nutid, og det er både forfatterens fortid og villaens fortid med dens oprindelige beboere, man følger. Der bliver spillet på mange facetter i bogen, bl.a. kærlighed, både den der fungerer og den der går tabt, psykologisk ondskab og magt, der driver mennesker ud, hvor de ikke kan bunde.

Historien pirker konstant til nysgerrigheden, og det gjorde at jeg vendte side efter side. Slutningen er overraskende og får hægtet alle ender sammen til et komplet farvestrålende tæppe.

Per Lau Jensen, illa Isabella, Forlaget Hovedland, 211 sider, april 2015