// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Octavia E. Butler: Slægtskab
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Octavia E. Butler: Slægtskab

Skrevet af den 22. august 2025 – 05:23Ingen kommentarer

Slægtskab har snart 50 år på bagen, og alligevel er der aktuel og nærværende for en moderne læser. Det er en original og tankevækkende roman om race, køn og undertrykkelse – og om valget mellem tryghed og overlevelse eller om at slås for det, man tror er rigtigt.

Dana er en und sort kvinde i Los Angeles i 1976. Uden varsel bliver hun en dag sendt tilbage i tiden til Maryland i begyndelsen af 1800-tallet. Her redder hun en dreng fra at drukne før hun vender tilbage til sin egen tid. Men kort efter sendes hun ufrivilligt tilbage i tiden igen, og det går op for hende, at hun har en rolle at spille på tværs af tid og sted.

Maryland i starten af 1800-tallet er nemlig en slavestat og som sort kvinde – med en hvid kæreste i nutiden – må Dana forsøge at klare sig i et samfund, der ser på hende som en handelsvare uden rettigheder eller menneskelighed.

Dana møder igen og igen den næsten-druknede dreng, og der viser sig en forbindelse imellem dem. Men han er plantageejerens søn, og når hun redder hans liv redder hun måske sin egen eksistens, men hun holder også hånden under en grufuld mand og hans herrementalitet. Vi er alle børn af vores tid, men hvordan skal en sort kvinde fra det 20. århundrede overleve i en sydstat før den amerikanske borgerkrig?

Slægtskab er velskrevet og grum. Den viser slaveriets værste sider og hvad det gør ved mennesker. Først og fremmest ved de sorte, der blev trælbundet og mishandlet, men også ved de hvide der blev oplært til at afsværge al menneskelighed for at kunne acceptere slaveriet og den livsform, der gjorde dem rige og mægtige. Der er en grund til, at Slægtskab er noget af en moderne klassiker, og den har i den grad bevidst at den rækker ud over sin egen tid og generation, og stadig kan røre læsere på tværs af tid og sted.

Octavia E. Butler: Slægtskab. 367 sider, Lindhardt & Ringhof. Oversat af Mikas Lang, udkom i 2024

Der er lukket for kommentarer.