// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Claus Schjødt: Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Roman

Claus Schjødt: Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt

Skrevet af den 19. august 2025 – 03:19Ingen kommentarer

Hvad var mere oplagt end at tage en bog med den titel med på en ferie til Vestjylland? Nej, vel. Så det gjorde jeg. For det er der, at mænd er mænd, og ulve bliver skudt. Derovre hvor denne ganske morsomme og også lidt tankevækkende bog finder sted. En fiktiv landsby et udefinerbart sted i trekanten mellem Herning, Aarhus og Vejen – i Jylland.

Derude hvor købmanden, minkfarmen og dambruget er lukket. Ja, hvor bodegaen, autoværkstedet og frisøren er det eneste handelsliv tilbage. Derude, langt væk fra storbyen og Christiansborg, hvor hovedpersonen, 35-årige Frank, endnu ikke er kommet væk fra.

Her er han vokset op, har gået i skole og stadig slår sine folder som altmuligmand i en spand af en varevogn, som han fik købt i en brandert. Hans bedste ven Bjørn er ikke imponeret.

Franks far tog livet af sig selv, moderen er stukket af til Spanien med en ny mand og søsteren er flyttet til København. Frank drømmer og taler meget om også at vende byen ryggen og flytte. Men har aldrig fået det gjort. Til gengæld kører han rigtig meget rundt i sin varevogn. Ja, det er nærmest primært der, handlingen finder sted.

En dag dukker den gamle klassekammerat og ungdomskæreste Sarah op på egnen. Hun bor i Aarhus og arbejder for Naturstyrelsen. Hun kommer tilbage til byen for at præsentere planerne om en naturnationalpark uden for byen. Samtidig bliver der spottet ulve i området.

Derfor bliver Sarah hængende. Det er populært hos Frank, da de to indleder et forhold. Men tværtimod meget upopulært hos de fleste andre i byen. Og pludselig begynder ulvene at blive skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd.

Og så tager tingene ellers fart derfra i en fin lille meget tidsaktuel udviklingsroman med mange sjove og meget realistiske bipersoner. Den tidligere minkavler, kroejeren, tjeneren på kroen (i hvis seng Frank bliver ved med at ende op efter kroen er lukket), frisøren (tjenerens mor, som Frank er lidt bange for) og mange flere. Samt en fin beskrivelse af storby-Danmarks reaktion på ulve-drabene og pludselig fokus på den lille by. Man kan lige forestille sig det. Om kontrasten mellem storby-Danmark og udkants-Danmark.

Og så er bogen dog heller ikke mere end jævn god og underholdende. Det bliver aldrig rigtig morsomt, underfundigt eller tankevækkende, sådan som titlen måske lidt indbyder til. Det hele kører lidt i tomgang (i Franks lastbil) og mere end 400 sider er liiiiige i overkanten af hvad den kan trække. Tingene bliver dog vendt lidt op og ned til sidst. Men Frank finder selvfølgelig sin plads i livet.

Claus Schjødt: Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt. Politikens Forlag, 2024. 432 sider.

Der er lukket for kommentarer.