Jonas T. Bengtsson: Rødovre Blues
Bengtssons hidtil bedste roman! Rødovre Blues er en stærk og vedkommende roman om mennesker med knuste relationer i samfundets udkant. De har det tilfælles, at de ikke bare har givet op, men kæmper for at finde en plads til sig selv – om så den plads er i hjertet af bandemiljøet.
Luka var familiens rare dreng og lovlydige håb, men er smidt ud af handelshøjskolen for snyd. Hvis det etablerede samfund ikke vil have ham, hvordan kan han så træde i karakter for sin kriminelle familie?
Familien er blandt andet Goran, der skulle have været familiens Godfather, men ikke trådte i karakter. Nu bestyrer han en spillehal, og en forunderlig trang til at være rar ved de pensionister, der spiller formuen op, går hånd i hånd med en ekstrem voldsparathed, når det gælder familiens interesser i ”miljøet”. Og så er der Erik, der ikke rigtig taler med din datter men i stedet er ved at drikke sig ihjel efter en enorm sorg. Hans liv er også bygget på volden, men kan man undgå at falde ved sværdet når man har levet ved det?
Kun Margrethe falder lidt uden for. Hun er hjemmehjælper tæt på pensionsalderen, men pludselig rives der i hende fra to sider. Kommunen vil have hende til at tage sit barnebarn i pleje, fordi hendes datter er røget i fængsel for narkotikahandel, mens de kriminelle vil have hende til at betale datterens narkogæld. Margrethe holder af sine gamle, men ikke af hverken børn, kriminelle, kommunen eller ret mange andre for den sags skyld.
De fire mennesker og deres relationer væves mesterligt sammen i en fortælling om sammenhold og udstødelse, om forsøg på at starte forfra i livet og om alt det, vi mennesker gør for dem vi elsker – og hvor frygteligt, det nogle gange kan være.
Jonas Bengtsson har skrevet flere romaner der foregår på samfundets skyggeside, men Rødovre Blues er i en liga for sig når det kommer til personskildring og indlevelse i mennesker, middelklassen normalt kun ser på med foragt.
Jonas T. Bengtsson: Rødovre Blues. 352 sider, Politikens forlag. Udkom 18. juni 2025
