En mand vandrer ud i vildmarken. Det lyder som starten på en western, men det foregår i Norge og manden er hverken lovløs eller bevæbnet. Han leder dog efter jord, han kan dyrke, og snart er manden Isak i gang med på bedste nybyggermaner at bygge en gård op med egne hænder og i sit ansigts sved.

Isak får snart selskab af Inger med hareskåret, og sammen tæmmer de ødemarkens natur til menneskenes landbokultur i kraft af hårdt arbejde og forståelse for netop den natur, de er en del af. Men alt kan jo ikke være godt, og menneskenes sjæle rummer både ondt og godt. Selv i ødemarken er mennesket ikke alene, og sladder og staten blander sig i det uforfærdede menneskes liv.

Markens Grøde er en af hovedværkerne i den norske litteratur, og nobelprisvinderen og den senere skandaløst nazi-venlige Knut Hamsun kan da også skrive, så menneskeskæbner og natur sagtmodigt stiger op fra siderne.

Det er en romantiseret skildring af det ensomme menneskes kamp for at tæmme naturen og skabe sig til udkomme med hårdt slid og vilje, men det er også en roman om nøjsomhed og fattigdom på kanten af eksistensen. Isak drømmer måske ikke om meget andet end sin egen gård, men moderniteten banker på og hans kone og søn får smag for den store verden langt fra fjeldet.

Markens grøde er en god bog, og den er oversat til dansk med sprogligt overskud og stor stilsikkerhed. Jeg indrømmer dog, at jeg ikke kunne læse den uden at tænke på hvordan dens fremhævelse af det ægte og oprindelige bondemenneske kontra den falske og fordærvede by og intellektuelle elite, peger frem mod Hamsuns senere politiske sympatier. Det er ikke ”blut und boden” men det er en del af den tankegang. Om man som læser kan se bort fra det, må være op til den enkelte.

Knut Hamsun: Markens grøde. 299 sider, Bechs forlag. Oversat af Karen Fastrup, udkom 10. januar 2025