Tessa Hadley: Søskende
Hvordan hænger man sammen som familie? Hvilken betydning har ens søskende, for det menneske man ender med at blive? Det er det Tessa Hadley udforsker i sin næsten kammerspilsagtige roman Søskende.
De fire søskende Harriet, Roland, Alice og Fran sætter hinanden stævne i barndomshjemmet, ideen er at vække de gamle nostalgiske minder fra tiden i præstegården til live, men de må også sande, at det er lettere sagt end gjort. Der slås hurtigt sprækker i idyllen, og dertil skal de også finde ud af, hvad de skal stille op med huset? Skal det beholdes, eller skal det sælges?
Hver især kommer de med forskellig bagage, en kommer med ny kone og datter, en uden mand men med sine to børn, en har taget en ’bonussøn’ med og den sidste kommer alene. I løbet af tiden, som de sammen har i barndomshjemmet, lurer gamle konflikter, og ofte ender søskendeflokken i gamle mønstre og vaner. Dertil er der gamle fortællinger og normer, som hænger i møbler, gardiner og vægge, og hemmeligheder kommer også op til overfladen. Ja, som der meget sigende hedder: ”huset befandt sig ligesom i en nervøs stemning mellem to forskellige epoker.”
Romanen er ikke særlig plotdrevet, og man skal være vågen som læser for at fornemme og registrere, hvad det er, som er på færde. På en meget fin og sprød måde bliver de forskellige personer skrevet frem, og man får et meget fint indblik i, hvem de er blevet på godt og ondt. Hvordan de har taget afstand fra det, de kom af, og valgt helt andre veje. Hvordan de har svært ved at acceptere de steder, hvor livet har bragt dem hen, hvor drømmen, ønsket og forventningen til livet var noget helt andet, end det livet er endt med.
Tessa Hadley er god til at skrive karakterer frem, og hendes psykologiske indsigt i mennesker fornægter sig ikke. Karaktererne i Søskende er troværdige, og man vil gerne vide mere, men på en fin underfundig måde giver Hadley lige de lunser, der skal til. Bogen er helt klart læseværdig, men jeg sidder også og føler mig lidt snydt, da meget står uforløst tilbage.
Tessa Hadley er også forfatteren bag den velskrevne og gode roman Fri kærlighed, som udkom i 2023.
Tessa Hadley, Søskende, oversat af Birgitte Steffen Nielsen, Politikens Forlag, 2024, 371 sider.