Maud Simonnot: Fuglenes stund
Det er et hårdt emne, franske Maud Simonnot, skriver om i ’Fuglenes stund’. Børn, der lever under forfærdelige vilkår på et børnehjem på Jersey lige efter Anden Verdenskrig. Forladt af forældre, overladt til sadistiske lærere, forstandere og de stærke ældste børn, som lader frustrationerne gå ud over de yngre.
Men heldigvis har vi ikke at gøre med en fortælling, som pensler vold og ydmygelser ud for læserens øjne. Man ved det sker, men det er ikke det centrale, og der er ingen nem effektjagt. Tragedien ligger derfor mere mellem linjerne, som noget næsten ufortalt, og det gør det så meget stærkere. Samtidig er der smukke lyriske passager, hvor Lily, den ene af bogens hovedpersoner, dyrker fuglenes sang. Sammen med hemmelige møder med en eneboer på øen holder det hende oppe og giver hende styrke til at beskytte og kæmpe for en lille dreng, som hun har knyttet sig tæt til.
Historien krydsklipper mellem handlingen på børnehjemmet og så begivenheder 60 år senere hvor en fransk ornitolog kommer til øen. Hun kigger naturligt nok på fugle, men hun ved noget. Hun er på udkig efter oplysninger om, hvad der skete dengang. Det viser sig, at hun har en relation, der går tilbage til hjemmet, og måske også til Lily.
Men det skal vise sig at være meget vanskeligt at finde nogle, som har lyst til at tale om børnehjemmet. Der har været undersøgelser med politi, retsvæsen og medieinteresse tidligere, uden at noget blev bevist. Og sådan skal det blive ved med at være, mener øboerne. Men det er en stædig ornitolog, der er ankommet, og noget finder hun ud af.
Simonnot undgår sentimentalisme og overdreven følsomhed og skriver i en direkte næsten rapporterende stil. Det gør bogen endnu mere hjertegribende, og man kommer til at knuselske flere af personerne. Det er stærkt gjort på kun 148 sider med pæn stor skrifttype og mange sider, hvor der kun er tekst på halvdelen. Romanens personer er fiktive, men der er både i dokumentarfilm og bøger påvist, at der foregik forfærdelige ting på datidens børnehjem.
Maud Simonnot blev i 2023 hædret med en litterær specialpris fra EU for sin roman, som er hendes første på dansk.
Maud Simonnot ’Fuglenes stund’. Holgers Forlag, 148 sider. Oversat af Mikael Arnbjerg. Marts 2024