// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Kia Krabbe Meyer: Danmarks første foto
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Mette Kia Krabbe Meyer: Danmarks første foto

Skrevet af den 31. januar 2024 – 07:35Ingen kommentarer

I 1840 skete der noget epokegørende på Gråbrødre Torv i København. Der blev nemlig for første gang i danmarkshistorien taget et foto. Selvom fotografiet ikke blev allemandseje med det samme, så var der sat en udvikling i gang som stadig præger os i dag – og nogle af bekymringerne er de samme.

Fotografiet var under alle omstændigheder billigere og hurtigere end et maleri, og op igennem 1800-tallet voksede et nyt fag frem. Først var det de rige, der skulle have taget portrætfotos, senere kunne middelklassen også være med og til slut fik selv forbrydere deres kontrafej foreviget. I løbet af denne proces var der sket store ting med teknikken bag et foto, og i dag har vi som bekendt alle sammen et digitalt camera i baglommen til at tage selfies med og på anden vis forevige livets store og små stunder.

Fotoet gik sin sejrsgang fra opstillede portrætter i atelier til reklamefotos, pressefotos og snart blev der naturligvis manipuleret med enten opstillingen eller det færdige foto, så det kunne udstråle den sandhed fotografen (eller redaktøren) ønskede fremmet. Det er kun blevet værre siden 1840, og er et vilkår vi stadig kæmper med.

Danmarks første foto gennemgår virkelig fint og pædagogisk fotografiets (og derigennem fotografernes) historie i Danmark. Det giver et godt overblik over teknik, udbredelse, forståelse for foto og hvordan foto har præget vores måde at se på os selv og vores eget liv på. Jeg undrer mig kun lidt over en del af prioriteringen – hvorfor fylder spiritirisernes svindel så meget, og de store ikoniske fotos, der har været med til at ændre danmarkshistorien fordi de ændrede opinionen så lidt?

Danmarks første foto er femoghalvfjerdsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling.

Mette Mia Krabbe Meyer: Danmarks første foto. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 14. december 2023

Der er lukket for kommentarer.