Tour-litteratur
På en regnvåd hviledag i touren kan man passende holde kadencen ved at kaste sig over et par bøger om verdens hårdeste cykelløb.
Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år
Den mest oplagte bog på dansk er Joakim Jakobsens mammutværk ”Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år”, som over 704 sider gennemgår hvert enkelt år siden starten i 1903 med højdepunkter, sejre og nederlag. Spændende læsning, som gør det muligt at fordybe sig i særligt interessante år og ryttere uden at man er tvunget til at læse bogen fra ende til anden.
Gør man dog det, vil man især i årene før krigen se hvor hårdt løbet var, med en løbsdirektør, der var indædt modstander af cykler med gear! Det lille kapitel om hvert år afsluttes med en lille faktaboks med top3, vinderne af trøjerne m.m., ligesom der bagerst i bogen er en stor mængde fakta med top3 gennem tiderne, hurtigste rytter, flest dage i gult, ældste rytter, hurtigste gennemsnitsfart og naturligvis en særsektion om danskerne i touren.
For feinschmeckere, der ikke kun interesserer sig for det aktuelle løb, men gerne vil vide mere om institutionen Tour de France og svælge i detaljer om fortidens løb og ryttere, er ”Le TOUR” ikke til at komme udenom.
Den gule trøje i de høje bjerge
Den anden ”must read” når snakken falder på Tour de France er naturligvis filmmanden, digteren og cykelsportskenderen Jørgen Leths personlige beretning gennem 25 år med touren: ”Den gule trøje i de høje bjerge”. Bogen er dels Leths egne anekdoter og dels analyser af løbene og de mest markante ryttere år for år. Med personlig indlevelse får vi omhyggeligt beskrevet de store dramaer mellem eksempelvis Merckx og Ocana i 70’erne, Leths eget møde med Fausto Coppi på Roskildevej i Il campinissimo’ens karrieremæssige efterår og andre begivenheder fra et langt liv med cykelsport.
Derudover er der på det seneste kommet en række rytterbiografier, som dog ikke udelukkende handler om touren. Den mest omtalte er naturligvis Jesper Skibbys ”Forstå mig ret”, ligesom der er skrevet bøger og lavet film om det ”danske” tourhold CSC.
En bog som jeg selv har til gode er de to dopingjournalister Pierre Ballester og David Walsh’s bog om Lance Armstrong med titlen ”L.A. Confidentiel: Les secrets de Lance Armstrong”. Da bogen udkom truede Armstrong med bål, brand og retssager. Han droppede dog senere truslerne og de to journalister udgav derefter endnu en bog med titlen ”LA Officiel”. Armstrong har også selv skrevet et par bøger med titlerne: ”It’s Not About the Bike: My Journey Back to Life” og ” Every Second Counts”.
Joakim Jakobsen: Le TOUR – Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år. Rosinante. 704 sider.
Jørgen Leth: Den gule trøje i de høje bjerge. Gyldendal. 303 sider.
[…] fan af Jørgen Leth og har på boghylden både “Samlede Digte” (Gyldendal 2002), “Den gule trøje i de høje bjerge” (Gyldendal 1995), den kontroversielle selvbiografi “Det uperfekte menneske” […]
[…] Jakobsens 704-sider lange bibel, Le Tour, er den danske pendant. Og det var da også i denne bogs litteraturliste at jeg fandt dette værk. […]