Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Natten åbner sig som en port
Historien kender vi jo godt, historien fra Det ny Testamente om Guds søn, Jesus, så hvad mere kan der siges? Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med Natten åbner sig som en port sat sig for at fortælle sin udgave af den historie, og det gør hun egentligt meget godt og stemningsmættet.
Vi begynder med to overraskende graviditeter, som jo åbner porten ind til en ny verden, for hvad kan vi tro på? Hvordan er det muligt, at den aldrende kvinde, Elisabeth bliver gravid? Og hvordan er det muligt at den unge jomfru, Maria bliver gravid? Ja, det er jo store spørgsmål, men som fortællingen skrider frem, får vi fortalt, at intet er umuligt for Gud.
Vi følger nu de to drenge Johannes og Jesus, og vi er med, da Jesus bliver døbt af Johannes, da Johannes’ hoved bliver serveret på et sølvfad, og da Jesus ender på korset, dømt som en anden gemen forbryder. Anne Lise Marstrand-Jørgensen vælger at lave det fortælletekniske greb, at vi observerer og oplever historien gennem disciplenes og især kvindernes øjne. Det er et fint greb at lægge over fortællingen, hvor alle de spørgsmål, man som læser kan have til helbredelsesundere, mirakler, og til hvad Jesu lignelser faktisk betyder, får stemme i netop hans nærmeste venner, men jeg synes, jeg har set det før.
Natten åbner sig som en port er en fin genfortælling af Det nye Testamente, men den var tung at komme igennem. I løbet af de sidste år er der udkommet mange gendigtninger af de bibelske fortællinger, hvilket er fint, men jeg kan godt stille mig lidt kritisk deroverfor, for måske er markedet ved at være mættet, og når man ud til det publikum, som man gerne vil, eller taler man blot ind i sit eget ekkokammer? Jeg ville nyde at se et nyt greb på genfortællingen, som kunne løfte den, og som måske også turde være lidt mere provokerende og frisk i sproget.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Natten åbner sig som en port, Bibelselskabet, 2023, 272 sider.