Sven Regener: Berlin Blues – Herr Lehrmann
Frank Lehmann bevæger sig i bohememiljøet i Berlinerbydelen Kreuzberg blandt talentløse kunstnere, dropouts og alkoholiserede eksistenser uden mål og med. Uvidende om, at en mur er lige ved at falde og verden ved at forandre sig. Det interesserer dem ikke. Og de er egentlig helst fri for, at der kommer andre i Kreuzberg end lige dem, der hører til. De lever i et selvvalgt eksil, i modsætning til dem på den anden side af muren, der er blevet tvunget til at leve bag lås og slå.
Frank står dog overfor en skelsættende begivenhed, idet hans 20’ere er ved at rinde ud. Om kort tid bliver han 30, og gosh, forfald og alderdom lurer lige om hjørnet. Vennerne driller ham og tiltaler ham som Herr Lehmann – bogens tyske titel.
Vi cruiser rundt med Frank og hans skæve venner. Alkohol spiller en vigtig rolle i kredsen, og da Frank ernærer sig som bartender er der rigelige mængder øl og whisky, som hjælper med at fordrive tiden. Og tørrer et vandingshul ud, så er der rigeligt med alternative muligheder i kvarteret. Vi er også med i friluftsbad og på en lille tur til Østberlin.
Men konflikten og de storpolitiske begivenheder fylder ikke i bogen. Den er renset for politisk engagement og kunne foregå i adskillige byer verden over. Det er først på de sidste sider, at virkeligheden trænger sig på. På Franks 30-års fødselsdag falder Berlinmuren til euforisk begejstring for Østberlinerne. I Kreuzberg derimod, tjoh, man noterer da, at der sker noget, og man kunne da godt tage et smut forbi en grænseovergang for at overvære det. Men vildere er det altså heller ikke.
I markedsføringen af bogen i Danmark fremgår det, at bogen blev et kæmpehit, da den udkom i Tyskland i 2001, og den blev da også hurtigt filmatiseret. Som et portræt af en lille bydel og afsondrede eksistenser står den da også klart og med en god humoristisk undertone. Men der er også noget nedslående i skildringen af de forvirrede og apatiske karakterer, der bare flyder med, hvor strømmen nu fører dem hen. Det er svært at finde en at holde af, og det kan muligvis være en pointe, men det bliver trættende.
Sven Regener: Berlin Blues. Forlaget Sort Kat, 269 sider. Oversat af Mai Odgaard Petersen og Mette Egerod, august 2023.