// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kolibriserien: Om køn, Om jagt, Om venskab og Om forelskelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Gaveide

Kolibriserien: Om køn, Om jagt, Om venskab og Om forelskelse

Skrevet af den 31. august 2023 – 06:52Ingen kommentarer

Kolibrien er en af verdens mindste fugle, og det er meget passende, at det er navnet på de små, i hvert fald i størrelse, men ikke i indhold, udgivelser fra Gyldendal, hvor forlaget under en given titel eller under et givent tema finder uddrag fra forfatteres bagkatalog for netop at belyse dette emne.

I dette nye kuld af udgivelser stifter vi bekendtskab med store forfattere som Vita Andersen, Om køn, St. St. Blicher Om jagt, Søren Kirkegaard Om forelskelse og Bjarne Reuter Om venskab. Og man kan roligt sige, at det er fire meget forskellige små bøger fra fire meget forskellige forfattere.

Personligt blev jeg mest ramt og optaget af Bjarne Reuters Om venskab. Her kom jeg på et trip down memory lane med Buster, Bjørn, og drengene fra Skt. Petri, navne og personer jeg er vokset op med. Det var meget fint at blive mindet om den nænsomhed, hvorom Reuter skriver om venskabet, hvordan det kan og skal bære mange tunge ting.

Vita Andersens Om køn taler direkte ind i den kønsdebat vi har pt., og jeg har fået lyst til at dykke mere ned i hendes forfatterskab. Hun går meget fint til det med at have et køn, hvad det betyder, og hvordan vi som mennesker kan have svært ved at ændre på vores nedgroede opfattelser af verden, da vi er nogle tryghedsnarkomaner, som helst ser verden, som den altid har været.

Om Jagt af St. St. Blicher var ok at læse, men den fængede mig ikke, hvilket sikkert skyldes, at jeg ikke er jæger? Om forelskelse af Søren Kierkegaard var fin, men det er svært at tage bidder af hans store forfatterskab og servere det i små lette uddrag, for der ligger ofte en lagt større tænkning og ræsonnement bag, end det vi kan blive præsenteret for på 58 sider, men det kan være en appetitvækker til hans værker.

Jeg ved ikke helt, hvad man skal med de små udgivelser? Jeg hælder til, at de kan bruges som appetitvækkere til en given forfatter og dennes forfatterskab. Og kan de være en god værtindegave til den litterære ven?

Kolibriserien; Om køn af Vita Andersen, 58 sider; Om jagt af St. St. Blicher, 58 sider; Om forelskelse af Søren Kierkegaard, 58 sider; og Om venskab af Bjarne Reuter, 58 sider; Gyldendal, 2023.

Der er lukket for kommentarer.