// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ruth Hemstad: Den dansk-norske skilsmisse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Ruth Hemstad: Den dansk-norske skilsmisse

Skrevet af den 15. juni 2023 – 07:44Ingen kommentarer

Tvillingerigerne, danskernatten, kalmarunionen – (u)kært barn har mange navne. Danmark og Norge var i personalunion i mere end 400 år, og selvom unionen faktisk blev dannet under en norsk konge (formelt Olav, søn af Margrete d. 1.) var det Danmark der spillede førsteviolin i forholdet igennem århundrederne.

I 1814 var det slut. Ikke fordi nordmændene rejste sig i frihedstrang, men fordi kronprins Frederik (senere d. 6 af Danmark) havnede på den tabende side i Napoleonskrigene. Der var altså ikke lagt op til norsk selvstændighed, men derimod til at den franske grev Bernadotte ikke bare skulle have Sverige, men også Norge som sit kongerige.

Sådan gik det også, men der kom dog nogle bump undervejs. Når det nu var, ville nordmændene alligevel gerne have et ord indført om deres fremtid, og det blev til en dramatisk tid hvor danske prins Christian først kaldte sig konge af et Norge med en for datidens yderst fri grundlov, og dernæst alligevel måtte stikke halen mellem benene og nøjes med senere at blive konge af Danmark. Det endte som stormagterne ville: Norge måtte vente til 1905 med at få deres selvstændighed.

Samlivet med Norge har en tendens til at blive lidt stedmoderligt behandlet i dansk historieskrivning. Vi regerede Norge, og så bliver der ikke skrevet så meget mere om det. Derfor er det velkomment, at Ruth Hemstad nu kommer en fremstilling af skilsmissen, det dramatiske år 1814 der i bakspejlet ser så uundgåeligt ud men som undervejs havde så stort et udfaldsrum. Det var bestemt ikke ligetil at skille den 400 år gamle samling ad, og både hungersnød, statsbankerot, fyrsteslægter og ikke mindst krig og nye, demokratiske tanker påvirkede begivenhedernes gang i dette voldsomme, europæiske år.

Til gengæld savner jeg lidt mere nerve i fremstillingen og flere detaljer om, hvad der skete. En kort krig bliver afviklet på kun en kvart side, uden at jeg som læser får ret meget at vide – andet end at stormagterne forlangte at Sverige fik Norge, og sådan blev det.

Den dansk-norske skilsmisse er otteogtresindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 129 kr. i abonnement med en fysisk bog og 89 kr. i abonnement for e-bog.

Ruth Hemstad: Den dansk-norske skilsmisse. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 17. maj 2023

Der er lukket for kommentarer.