Ia Genberg: Detaljerne
Detaljerne er en lille fin bog, som kan læses hurtigt, men som bør læses langsomt, – for netop at få alle detaljerne med.
Fra sit sygeleje begynder en kvinde at se tilbage på sit liv. Hun tuner ind på venskaber, sammenhænge og relationer, og i fire kapitler (Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte) indlemmes vi i de aftryk, som disse fire personer har sat på kvinden i sengen.
Vi indvies i, hvordan kærlighedsrelationer, som er gået i stykker, og hvor parterne er gået hvert til sit, stadig kan have en vis magt over den anden. Hvordan det, de to mennesker var for hinanden, stadig har betydning, for relationen har sat nogle spor, som trods bruddet gør, at de er dem, de er. Relationen havde en betydning, den var med til at skabe ens identitet.
I et stringent og litterært flot sprog tager Ia Genberg venskabet under lup, og klart og tydeligt får hun fremskrevet, hvad det er venskaber og relationer kan. At relationer netop sætter spor, at vi alle, når vi møder en anden, sætter et aftryk. Forfatteren går vitterligt ind i detaljerne, hvor kærlighed, sorg, melankoli og humor står side om side.
Thomas Korsgaard står på bagsiden citeret for at have udtalt: ”Jeg læste Detaljerne i ét sug, og alle som har en ven, de savner, bør gøre det samme. Detaljerne er en perle – det er de forsvundne og glemte venskabers bog.” Og jeg kan kun give ham ret, ikke at man skal til at opspore gamle venner og relationer, men måske mere granske sine nuværende og se, hvad man har fået med i baggagen af godt og ondt af alle de relationer, man selv har befundet sig i.
Ia Genbergs Detaljerne vandt Augustprisen 2022.
Ia Genberg; Detaljerne; Gads Forlag; oversat af Andrea Fehlauer; 2023; 156 sider.