Louise Jensby: Evighedens forbandelse 1 – Kejserens arving
Lad mig begynde med at fortælle jer, at ”Kejserens arving” er Louise Jensbys første bog i en trilogi ved navn ”Evighedens forbandelse”. De to næste bøger er planlagt til at udkomme i 2023. Og lad mig også med det samme fortælle, at det er jeg glad for – på flere planer. Både fordi handlingen umuligt kan færdiggøres i et enkelt bind, og fordi fortællingen vokser og vokser og får mig til at glæde mig til fortsættelsen.
Handlingen er ikke simpel. Vi følger to historiske spor. Den ene er nutid, hvor vi følger Katherine, der studerer arkæologi i London og langsomt men sikkert opbygger en særlig fascination for sin lærer, Tony. Hans viden og gengivelse af historiske begivenheder er både levende, detaljerede og meget inspirerende. Det andet spor er i Tibur i årene før Kristi fødsel. Her drejer handlingen sig om Gaius og Marcus – naturligvis Gaius Julius Cæsar og Marcus Antonius. Og langsomt begynder de to handlinger at nærme sig hinanden.
Jeg indrømmer blankt, at det tog lidt tid, før jeg for alvor var fanget af handlingen. Det skyldes hovedsageligt, at det historiske spor fik meget lidt plads, og at handlingen her syntes rodet og svær at finde rede i. Til gengæld er handlingen i nutiden helt forrygende skrevet. Og det holdt mig fanget. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad der var op og ned i fortællingen.
Okay, nu er jeg også særligt vild med historie, og alle handlinger, der er smidt ind i historiske omgivelser, har en stor effekt på mig. Jeg er vild med at læse om personers betydning for større eller mindre historiske begivenheder – og oven i købet også den manglende betydning for en given historisk udvikling.
Denne gang kommer jeg til at holde af den 31-årige Katherine, der bliver viklet længere og længere ind i en historie, hun måske slet ikke har så stor en lyst til at blive en del af. Katherine er drevet af passion – både for sit fag og rent fysisk for Tony, som hun bliver mere og mere fascineret af. Sådan er passion er både fascinerende og dejligt menneskelig.
Det er meget tydeligt, at Louise Jensby kender sit stofområde. Med en kandidatgrad i både historie og oldtidskundskab er forfatteren den helt rette til at tage os med på denne rejse tilbage til årene før vor tidsregning og forsøge at skabe en linje op til Katherines oplevelser i dag.
Som sagt tog det mig lige lidt tid at blive helt fanget. Jeg ville have mere af det historiske og mindre fra nutiden. Balancen var forkert for mig. Men det er jo fordi, jeg elsker det historiske. Jeg er sikker på, at de fleste andre vil finde handlingen fængslende fra begyndelsen. Så se at komme i gang. Tag med på rejsen.
Louise Jensby: ”Kejserens arving”, Forlaget Lindbak + Lindbak, 388 sider, udkom november 2022.