Sigurd Barrett: Vores børn skal have det bedste
Vores børn skal have det bedste!Sigurd Barrett er aktuel med en bog om at opleve sammen med børn.
Sigurd har 5 børn. Respekt! Og han har også en mening om, hvad der er god børnekultur. Inspirationen har han hentet både fra at være far, men også efter at have arbejdet med børnekultur i rigtig mange år. Bogen henvender sig til forældre, der vil give deres børn det bedste. Men hvad er det? Er vi selv afklarede med vores værdier og hvem vælger hvad der er godt – os som forældre eller vores børn?
Sigurd giver et kærligt indspark til debatten om hvad der er godt, han ser på tendenserne i samfundet, begrebet kvalitetstid og tro og åndelighed. Det er klart at Sigurds omdrejningspunkt er musikken og her har han selv sat solide aftryk i nutidens børnekultur, med sine koncerter og børneprogrammer om bigband-jazz, opera og det helt store symfoniorkester.
Men også emner som samvær med børn, manglen på tid, kunstmuseer, det at være kendt og et rigtig godt afsnit der handler om nærvær og børnetid.
Tilslut i bogen er der ideér til lege og øvelser og en liste fuld af kunst og kultur, samt gode råd til formidling af musik til børn.
Så måske er det på tide, at gøre op med sine værdisæt, skal de revideres og sorteres, for hvad skal dine børn have med i livets bagage og det er jo mens de er små, at man har muligheden for, at give dem nærvær og opleve sammen med dem – uden mobil, pc og fjernsynet kørende for fulde drøn.
PS – Sigurds fjernsyn står i deres gang og tages kun frem, når der virkelig er noget de gerne vil se! Hrm… det giver lige lidt stof til eftertanke.
Sigurd Barrett, Vores børn skal have det bedste, Politikens forlag, 208 sider, 2010