Anne Mette Kirk: Blæst
Blæst er tredje bog om Marc Abildgaard, som vi kender fra bøgerne Låst og Knust. Hvor de to første bøger var en slags hybrid mellem roman og krimi er den nye bog i min optik en mere rendyrket spænding/krimiudgivelse.
Bogen tager sin start i DR Byen. Her er forventningerne skruet helt op til den nye søndagsserie “Røde papirer”. Tv-serien er skabt på baggrund af Silas Rubys turbulente opvækst i Skive. I presseafdelingen er man ved at sende det sidste ud og gør sig klar på interviews, så tv-serien kan få max opmærksomhed.
Imens beslutter Silas Ruby sig for at tage hjem til far og søster i Skive dagen før premieren for at besøge dem. Det er ellers længe siden, han sidst har været hjemme, men nu skal det være. Samme aften bliver politiet tilkaldt. Naboen har hørt skud og er bekymret og snart findes faren og søsteren dræbt i hjemmet og den dybt chokerede Silas Ruby anholdes tæt på gerningsstedet. Han fastholder dog sin uskyld og har også selv sår i baghovedet fra et overfald. Men hvis det ikke er ham, der har dræbt dem, hvem har så? Og hvorfor?
Politiefterforsker Marc Abildgaard bliver koblet på sagen. Hans tanker befinder sig i forvejen i Jylland, da hans mor skranter og har svært ved at klare sig i sit eget hjem. Han må derfor kontakte hendes praktiserende læge for at få hende udredt og mens han arbejder målrettet på at opklare de to mord, bliver han forstyrret af bekymring over hende. Bogen rummer derfor to spor, der konkurrerer om Marc Abilgaards og læserens opmærksomhed. Hvor mordet til sidst bliver opklaret, slutter bogen med noget af en cliffhanger i forhold til fremtiden for Marc Abildgaard og hans mor. Mere siger jeg ikke.
Der var af og til noget, der drillede mig i sproget i bogen. Man kunne med fordel have skåret den hårdere til, der er for mange detaljer, der ikke har betydning for karakter, fremdrift eller plot fx sætninger som: “Med et klik løsnede han selen henover sit bryst, lagde mobilen i lommen og åbnede bildøren.” Andre gange studsede jeg over beskrivelser som denne: “Lugten af gylle mødte hans næsebor som altid, når han var i nærheden af Enner Mark Fængsel.” Jeg ved ikke om forfatteren ikke ved, at der ikke altid kan lugte af gylle, da der er regler for, hvornår på året, man må køre gylle ud, eller om forfatteren godt kender reglerne og med oplysningerne fortæller mig, at landmændene i det område ikke overholder reglerne, men de oplysninger betyder ikke noget for opklaringen af de to mord. Og derfor forstyrrer det mig i den ellers spændende læsning.
Forstyrrelserne afholdt mig dog ikke fra at læse bogen færdig og hvis du har læst de andre bøger om Marc Abildgaard, får du her letlæst underholdning til din påske.
Anne Mette Kirk, Blæst, Forlaget People´s, Marts 2022, 320 sider.