Mario Vargas Llosa: Historien om Mayta
I Peru vokser Mayta op i midten af 1900-tallet. Han er en idealistisk mand, og som dreng sulter han sig i religiøs solidaritet med de fattige. Men den religiøse iver dør snart ud, og i stedet bliver han indfanget af den yderste, forbudte venstrefløj.
I årevis bruger han som en god trotskist flere kræfter på at bekæmpe andre venstrefløjsorganisationer for deres fejlagtige ortodoksi end på at bekæmpe det undertrykkende styre i Peru. Men så sker der noget. Til en fest møder han en ung sekondløjtnant, der lokker med rigtige planer om en væbnet revolution, og snart forsøger Mayta at starte et socialistisk kup i en lille landsby i bjergene, kun assisteret af sekondløjtnanten, to indianere og syv skoledrenge…
25 år senere vil Maytas gamle klassekammerat finde ud af, hvad der egentligt skete med det kup. Han opsøger folk der kendte Mayta dengang, for at undersøge hvordan det kunne komme til dette dødfødte forsøg på en socialistisk revolution. Familie, venner, politikere – alle har de noget at fortælle, men ikke alle vil fortælle. Imens fortælleren forsøger at få hoved og hale i de mange oplysninger, rykker fremmede styrker over Perus grænser, og en åben krig er på vej.
Fortællerens egen tid og den truende krig væver sig sammen med Maytas tid og kupforsøg. Langsomt bliver grænsen mellem fortæller og Mayta udvisket, i takt med at fortælleren kommer tættere på historiens kerne og de usandsynlige begivenheder dengang. Hvem var Mayta? Blev han svigtet eller svigtede han sig selv? Og er der overhovedet håb for Peru?
Historien om Mayta er en anderledes roman fra en stor forfatters hånd. 25 år er en evighed og ingen tid, men kan man på kanten af en ny konflikt virkelig skelne fortidens kupforsøg fra nutidens? Og hvordan endte Maytas kup egentlig? Som europæer med minimal indsigt i Perus historie kan det være svært at følge med i, hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed – men det gør ingenting, for hos Llosa er skellet ikke så stort.
Bogblogger.dk har tidligere anmeldt andre bøger af nobelprisvindende Llosa, f.eks. Vejen til Paradis og Bukkens fest
Mario Vargas Llosa: Historien om Mayta. 319 sider, Klim. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt, 1989.