// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Grue: Døden i kurbadet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Anna Grue: Døden i kurbadet

Skrevet af den 19. juli 2021 – 06:30Ingen kommentarer

Hyggekrimi. Simpelthen det bedste udtryk og passer spot on på Anna Grues nyeste bog: Døden i kurbadet.

Vi følger endnu engang Anne-Maj Mortensen. Pensioneret lægesekretær og nu nyopereret i knæet. Hun er tjekket ind på et langtidsophold på et luksuriøst kurbad, hvor hun kan få genoptræning og blive vartet lidt op.

Anne-Maj falder i snak med de andre gæster og selvom maden kunne være bedre, så går det faktisk helt godt. (Det med maden er noteret og Anne-Maj vil tage en god konstruktiv snak med køkkenchefen.)

Men da en af de andre gæster findes myrdet, tager Anne-Majs nysgerrighed over. Hun finder sin indre detektiv frem og er snart i gang med at opklare mordet. Det vækker ikke begejstring hos det lokale politi, men Anne-Maj ved bedre end bare sidde og vente med hænderne i skødet.

Døden i kurbadet er en rigtig hyggekrimi. Ikke for blodig, ikke for lang, men lige tilpas spændende til at du er nødt til at læse videre når du først er i gang.

Anne-Maj er som sædvanlig lidt irriterende og alligevel hyggelig. Hun er en sej kvinde og der er også et dejligt gensyn med datteren og barnebarnet, der er frisk på at følge i mormors fodspor.

Corona spiller en pænt stor rolle, men det fungerer overraskende godt, selvom man selv er ved at være lidt træt af mundbind og håndsprit.

Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i serien om Fru Mortensen. Den første bog i serien: Mysteriet i genbrugsen strøg til tops på bestsellerlisterne landet over.

Anna Grue, Døden i kurbadet, Lindhardt og Ringhof, 350 sider, 2021

Der er lukket for kommentarer.