// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Torkild Thellefsen og Louise H. A. Trankjær: Stalingrads engel
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Krige, Spænding

Torkild Thellefsen og Louise H. A. Trankjær: Stalingrads engel

Skrevet af den 12. september 2020 – 06:56Ingen kommentarer

Nogle gange er en idé bare rigtig, rigtig god. Og da jeg læste ”Stalingrads engel” var det den første tanke, der ramte mig: Det her er en absolut fremragende idé.

Men en ting er en god idé. En anden ting er, hvordan den bliver ført ud i livet. Med andre ord: Denne bog er bygget på en i mine øjne genial idé, men hvordan lever handlingen så op til det? Hvordan er historien? Hvordan er den skrevet?

Vi følger Michael Beck, der er historiker ved Københavns Universitet. Michael er fascineret af slagene ved Stalingrad under 2. Verdenskrig. Han læser om det; han ser film om det; han bruger enhver tænkelig mulighed til at referere til det. Og nu står han så i en unik situation.

Præsenteret for muligheden for at deltage i ’Autentiske rejser’ – og denne gang til Stalingrad – kaster han alt over bord for at komme endnu dybere ned i fakta ved rent faktisk at opleve, hvordan det var. Interesserede kan nemlig betale 50.000 kroner for en unik oplevelse, hvor de får lov til fysisk at opleve, hvordan det var at være i en given situation. Til trods for, at han efterlader en gravid kæreste derhjemme, kaster Michael sig derfor ud i et eventyr, han nok aldrig troede, han skulle have oplevet.

Men relativt hurtigt går det op for ham, at han er længere ude af sin comfort zone, end han nogensinde havde drømt om at skulle være. Og da folk omkring ham begynder at falde fra, tvivler han mere og mere på, at der blot er tale om en godt arrangeret rejse. Måske er det hele lidt for virkeligt.

Bogen er fremragende skrevet. Der er et godt tempo i, og overraskelserne står i kø til at afløse de forrige. Og som sagt er hele basen for historien brillant. Undervejs i min læsning kunne jeg faktisk ikke lade være med at tænke på, at der var et hav af andre fede autentiske rejser, man kunne skrive bøger om, og jeg så en hel serie af fantastiske fortællinger for mig.

Sådan bliver det nu nok ikke, og årsagen kan I selv læse jer til. Men overraskelsen over at sidde og læse et brag af en fortælling blev hurtigt afløst af en glæde og en lyst til hele tiden at vende sider.

En rigtig god læseoplevelse.

Torkild Thellefsen og Louise H. A. Trankjær: ”Stalingrads engel”, Forlaget Dreamlitt, 209 sider, udkom marts 2020.

Læs også:
Antony Beevor: Anden Verdenskrig
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Antony Beevor: Ardenneroffensiven

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.